kulturelfond_4.jpg

Om H C Andersen-medaljen

Ifølge en artikel, "H.C. Andersen og hans billedhugger", skrevet af dr.techn. Paul Bergsøe i Anderseniana 2.rk II,3 (1953): 239-254, har H.C. Andersen-Samfundets medalje følgende historie:

Billedhuggeren Frederik Christian Stramboe (1833-1908) udførte 16 forskellige relieffer af kendte personer, deriblandt H.C. Andersen, hvis relief er fra 1861; det er det eneste kendte som digteren selv har siddet model til.

Samme år lavede galvanoplastikeren Casper Møller - sandsynligvis på basis af Stramboes relieffer - 24 portrætmedaljoner af tidens fremtrædende personligheder, heriblandt af H.C. Andersen som Paul Bergsøe fandt i 1951.

Carla Buck Jacobsen modellerede en kopi heraf for H.C. Andersen-Samfundet i København, der fik udført et stempel og lavet et antal sølvmedaljer (à 40 gram, diameter 35 mm).

I 1963 uddeltes medaljen for første gang til Helge Topsøe-Jensen.

Medaljen uddeltes for 24. gang i 2003 til Dronning Margrethe II.

I 1994 udførte Georg Jensen 10 medaljer med det samme stempel. Af disse fik Dronningen det 5. eksemplar.