Holder du af H.C. Andersen? Har du lyst til at kende mere til hans værk og liv? Så er der mulighed for at være med i et fællesskab, der bygger på samme interesser: H.C. Andersen-Samfundet i København.
Vores forening, der blev oprettet i 1936, har til formål at holde interessen for vores verdensberømte digter i live og for at fremme undersøgelser om og studier i hans liv og værker.
Vi opfylder formålet ved at mødes til foredrag, oplæsninger, ekskursioner i hans fodspor og uddeling af vores H.C. Andersen-medalje hvert andet år. Gennem vores fond yder vi endvidere beskeden støtte til projekter, som understøtter vores formål.
Endelig har vi besluttet os for at være synlige på Facebook og Instagram.
Vi håber på, at indholdet af hjemmesiden og på de sociale medier vil vække din interesse for at være en del af vores fællesskab i H.C. Andersen-Samfundet i København.
Man bliver medlem ved at henvende sig til foreningens sekretær.
”Forkundskaber ere nyttige”, som det hedder i Hjertesorg, men bestemt ikke et krav for at blive medlem. Kundskaber er jo noget, man erhverver sig over tid.
Derfor er det eneste krav for at kunne blive medlem, at man holder af H.C. Andersens digtning – og betaler sit beskedne kontingent.
Vi håber at kunne byde dig velkommen i H.C. Andersen-Samfundet i København,
Kommende arrangementer
Kinesiske børnetegninger på Københavns Rådhus
Den 27. maj kl. 15 er der åbning af udstillingen af nye kinesiske børnetegninger på Københavns Rådhus.
En krans på H.C. Andersens grav på Assistens Kirkegård
Den 4. august kl. 14 vil formanden for H.C. Andersen-Samfundet i København nedlægge en krans på digterens grav i anledning af 150 året for digterens død.
Bestyrelsesmedlem Lars Kaaber vil fortælle om graven og gravstenen.
Alle medlemmer er velkomne til at deltage i den enkle ceremoni
Til den store H.C. Andersen-medalje!
Jesper Wung-Sung modtog den 1. april 2025 den H.C. Andersen-pris og -medalje, som H.C. Andersen-Samfundet i København uddeler hvert andet år. Og det var en både ydmyg og synligt fornøjet forfatter, der takkede for hæderen med en tale, der på en og samme gang priste den store digter og vedkendte sig den store påvirkning, han udøver på Jesper Wung-Sungs forfatterskab.
Dette fremgår utvetydigt af de to bøger, der var årsagen til, at han fik prisen: Livsskildringen H.C. Andersen i billeder og romanen Hans Christian, som i øvrigt et par dage tidligere var blevet fulgt op af romanen Ungdomsforsøg.
Men også indirekte ligger HCA ofte som en særlig toning af bevidstheden, når Jesper Wung-Sung skriver. Dette gav han eksempler på i den takketale, han berigede forsamlingen med.
Hans blik for Andersen blev vakt, da han til studentereksamen i dansk trak en Klokken, som den tekst, han skulle eksamineres i. I første omgang ærgrede det ham, fordi han havde foretrukket en moderne tekst. Men efterhånden som han under forberedelsen fordybede sig i teksten, blev det mere og mere klart, at her var der tale om en forfatter af helt særlig karat.
Selvfølgelig havde han som så mange andre børn hørt nogle af de eventyr, som gør Andersen til det, Jesper Wung-Sung for prælitterær; vi kender ham, før vi selv kan læse. Men alligevel var det overraskende at opdage, hvor fræk og frisk han var som forfatter. I talen blev der givet eksempler på den særegne tegnsætning og poetisk legende ordkunst, H.C. Andersen mestrer.
Derfor sidder han i Jesper Wung-Sungs forfattersjæl. Og eksemplerne herpå var mange. Her er et par eksempler:
Ungdomsbogen Den sidste henrettelse har på titelbladet et H.C. Andersen-citat: “Alle ville til denne henrettelse. Det var en festdag.” Historien udspiller sig i Svendborg, hvor en dreng dømmes til døden for en ildspåsættelse. Og Andersen blev med skolen fragtet til en henrettelse i Skælskør. Men absurditeten træder frem, når de to begivenheder kombineres.
I billedbogen Den hvide kanin og den sorte hat, indfølende naivt illustreret af Anna Margrethe Kærgaard, mister kaninen sit hjem, da tryllekunstneren i hvis hat, den bor, dør. Efter af have halte-hoppet sig frem i livet finder den et nyt hjem i en hat, der sidder på hovedet af et fugleskræmsel; en figur, der minder meget om H.C. Andersen.
I børnebogen Guldfisken Glimmer bliver fisken tømt ud i kloarken, da pigen, der ejer den, får en kæreste, som ikke kan holde ud, at den svømmer i glasbowlen og beglor dem. Den går til bodybuilding og træder op fra kloarkens dyb, da det bliver halloween, og besøger familien, som påskønner den udklædning og byder den slik fra den bowle, som engang var den hjem. Han går grassat, men ligger senere på vejen med fare for at tørre ud. Han reddes af pigens tårer. Har vi hørt om både at blive kasseret og blive reddet af tårer før?
I Danser med virus udgav Jesper Wung-Sung den bog, som forlaget betegnede som et litterært kram til dem, der på grund af coronaen måtte gå kramløse omkring. Digtene danser sammen med nogle af H.C. Andersens papirklip.
I billedromanen Tre små kinesere sender kejseren Tjung, Tjang og Tjing til den anden side af jorden, hvor de skal finde den største digter og bringe ham til Kina. Efter mange genvordigheder, som blandt andet Homer har inspireret til, lykkes missionen. Og hvem den største digter er, er der vel næppe grund til at nævne her. Denne bog er illustreret af Otto Dickmeiss så smukt så smukt, at man blot får trang til at dunke sig på maven og råbe “P”.
Disse eksempler skal blot vise, at Jesper Wung-Sung er enestående, men ikke i ordets smalleste betydning – alenestående, for han står stedse sammen med den største digter.
Jens Raahauge
april 13, 2025
Jesper Wung-Sung modtager H.C. Andersen-Samfundet i Københavns kulturelle Fonds Pris og Medalje.
H.C. Andersen-Samfundet i København har valgt Jesper Wung-Sung som modtager af den sølvmedalje, som uddeles hvert andet år. Overrækkelsen skete i forbindelse med årets generalforsamling, hvor formanden Kirsten Dreyer motiverede valget med følgende ord:
Velkommen til uddelingen af H.C. Andersen-Samfundets kulturelle Fonds Pris og Medalje 2025.
Og hjertelig velkommen til årets prismodtager Jesper Wung-Sung.
I paragraf 1 i vedtægterne for H.C. Andersen-Samfundets kulturelle Fonds Pris og Medalje hedder det – og jeg citerer – at ”fondens formål er at fremme interessen for H.C. Andersen’s liv og værk, dels ved støtte til herhørende studier, dels ved at yde anerkendelse til betydelige indsatser på dette område, herunder tildeling af H.C. Andersen-Samfundets Pris og Medalje.”
Gennem årene har det betydet, at prisen og medaljen har været givet til en lang række litteraturforskere og skuespillere – ingen nævnt, ingen glemt, når jeg måske lige undtager Hendes Majestæt dronning Margrethe og H.C. Andersenforskningens helt store navn, som ingen, der beskæftiger sig med H.C. Andersen, kommer udenom, Helge Topsøe-Jensen. Uden hans brevudgaver og udgaver af Andersens selvbiografier, ville det være svært at sige noget om endsige skrive om H.C. Andersen. Ser man listen igennem over de talrige prismodtagere, vil man bemærke, at den aldrig er givet til en skønlitterær forfatter. Villy Sørensen modtog den ganske vist i 1993, men det var for sine nyfortolkninger af Andersens forfatterskab ikke for sine egne fiktive værker. I dag skriver vi imidlertid historie, for vi har besluttet at give den til Jesper Wung- Sung for to bøger, der begge er kommet i løbet af det seneste års tid, nemlig romanen ”Hans Christian” og livsskildringen, som den kaldes, ”H.C. Andersen i billeder”, altså et stykke fiktion og et faktuelt og biografisk værk.
Men lad mig, inden jeg kommer nærmere ind på de to værker, gå knap hundrede år tilbage til 1926, hvor det vakte sensation, da litteraturhistorikeren Hans Brix offentliggjorde en hidtil ukendt selvbiografi af H.C. Andersen, som han døbte ”H.C. Andersens Levnedsbog” og som faktisk havde ligget i den Abrahamske Manuskriptsamling på Det Kongelige Bibliotek siden 1878.
Bogen var skrevet omkring 1832 og aldrig gjort færdig, for den slutter midt i et brev fra Ingemann dateret 9. januar 1831. Her fik vi en uretoucheret beretning om H.C. Andersens barndom, rejsen til København i 1819, skolegangen i Slagelse og Helsingør og forelskelsen i Riborg Voigt.
Kirsten Dreyer hædrer Jesper Wung-Sung. Foto: Leif Lønsmann
Da H.C. Andersen skrev sin første trykte selvbiografi, der kom på tysk i 1847 og først på dansk i 1942 under titlen ”Mit eget Eventyr uden Digtning”, var han allerede en kendt forfatter og eventyrdigter i store dele af Europa og godt i gang med at skabe den myte om sig selv, som han formulerede i den første sætning, som han gentog i hans store danske selvbiografi fra 1855: ”Mit Liv er et smukt Eventyr, saa rigt og lykkeligt” – i ”Mit Livs Eventyr” blev ”lykkeligt” i øvrigt til ”lyksaligt”!
Nu har vi så fået endnu en selvbiografi af Andersen udgivet af Jesper Wung- Sung under titlen ”Hans Christian”, og pudsigt nok kom den samtidig med Joakim Garffs roman ”Solisterne” om Andersen og Søren Kierkegaards fiktive rejse til Italien i 1849, hvor Garff har ladet Andersen skrive dagbog, så vidste man ikke bedre, kunne man tro, at det var Andersen, der havde skrevet den, for vi genkender fuldstændig Andersens sprog stil. Det er anderledes med ”Hans Christian”. Den er præget af en sproglig opfindsomhed, som i øvrigt adskiller den fx fra Jesper Wung-Sungs roman om Ida Hammershøj ”Kvinde set fra ryggen”. Lad mig komme med nogle eksempler som ”benbevendt”, ”fodfærdig”, ”stofbarlig”, ”bugspark” eller ”ødseløjethed”. H.C. Andersens fiktive selvbiografi vil i allerhøjeste grad være et fund for ordbogsredaktørerne i Det danske Sprog- og Litteraturselskab og i Sprognævnet. Der er stof til en hel ordbog.
Det fremgår ikke, hvornår vi skal forestille os, at ”Hans Christian” er skrevet. Er det den unge og endnu ret ukendte Andersen, der har grebet pennen eller den berømte digter?
Det er nemlig ikke mytens Andersen vi møder, men Jesper Wung-Sungs fortolkning af Andersens selvfortolkning, vi læser. Og ikke nok med det. Det er åbenbart også et skuespil, vi er vidne til, for selvbiografien er inddelt i akter og scener, helt præcist 3 akter med 57 scener, så går vi ud fra det klassiske drama, hvor der altid er fem akter, må vi forvente en fortsættelse med den såkaldte peripeti, der rummer det afgørende vendepunkt i dramaet.
I ”Hans Christian” efterlades vi nemlig ikke som i ”Levnedsbogen” midt i et brev fra Ingemann, men i historien om Andersens ankomst til København i 1819 og hans besøg hos mosteren, der er bordelværtinde i Borgergade. Vi er dog ikke i tvivl om, at Andersen nok skal klare sig, for hvem andre end Andersen kunne finde på at skrive ”Endelig blev jeg født!” og hvem vil kunne skrive, at ”alt vil komme i tvangfri hæfter”. H.C. Andersen har kort sagt store planer, og kender man hans eventyr, og det gør vi jo alle sammen, så ser vi også, hvordan Jesper Wung-Sung har indlagt små episoder eller replikker, der peger fremad på eventyrene.
Fiktion kan være en farlig genre, når den vil beskrive historiske personer. Mon ikke mange i hvert fald i den lidt ældre generation, der har set ”Elverhøj” forestiller sig Christian IV, som han optræder i skuespillet. Og kunne vi ikke sagtens forestille os, at Andersen virkelig havde tabt de kunstige tænder, da han ville læse et digt op for Frederik VII og grevinde Danner, som det er tilfældet i P.O. Enquists ”Fra regnormenes liv”? Fiktionen ender måske en dag med at blive virkeligheden, hvis vi ikke ved bedre.
Lige præcis det opvejes med Jesper Wung-Sungs ”H.C. Andersen i billeder”. Det er ikke en humoristisk fiktiv selvbiografi men fakta, vi bliver præsenteret for, og da jeg stod med bogen i hånden, lagde jeg især mærke til undertitlen ”En livsskildring af Jesper Wung-Sung”. Der står ikke ”en biografi af Jesper Wung- Sung” men ”en livsskildring”. Når jeg hæftede mig så meget ved ordet, skyldtes det, at der er forfattere, der gerne vil give indtryk af, at de har skrevet den autoritative biografi om en eller anden. Ergo er der ikke mere at sige. Men sådan er virkeligheden jo ikke. Vi kan og vi bliver også ved at omfortolke historien, og det gjorde H.C. Andersen jo også selv, efterhånden som hans berømmelse steg og han mere og mere så sit liv i mytens skær. Ligesom Jesper Wung-Sung har betrådt nye veje med sin fiktive selvbiografi om Andersen, gør han det langt hen ad vejen også i livsskildringen. I 1925 udgav forfatteren Karl Larsen bogen ”H.C. Andersen i Tekst og Billeder”, men det er lidt af en torso, for det er ikke meget, man får at vide om de sidste tyve år af Andersens liv. Senere har vi fået et par regulære billedbøger af henholdsvis Topsøe-Jensen og Niels Oxenvad, men med Jesper Wung-Sungs bog har vi en hel livsskildring – og det er altså H.C. Andersens liv, der er i centrum, ikke en fortolkning af hans forfatterskab – hvor hvert afsnit er knyttet sammen med et billede. Den er skrevet i et moderne sprog og let læst og samtidig har jeg noteret mig, at den i mange tilfælde forholder sig til billedmaterialet, altså fortolker fx portrætter af Andersen for at få noget frem om hans personlighed eller liv, vi måske ellers ikke ville være opmærksomme på.
Og med den bemærkning vil jeg nu bede dig modtage H.C. Andersen-Samfundets kulturelle Pris og Medalje. Hjertelig tillykke!
9. april 2025
Inde i H.C. Andersens eventyrlige dobbeltheder
Jesper Wung-Sung beriger os med endnu en genoplivning af HCAs person
I 1822 udkom bogen Ungdoms-Forsøg af William Christian Walter. Bag forfatternavnet gemte sig den dengang mis- og ukendte Hans Christian Andersen, som havde konstrueret navet med henvisning til idolerne Shakespeare og Scott og med eget mellemnavn klemt ind.
Denne titel har Jesper Wung-Sung med vanlig sans for det velvalgte anvendt på romanen, der følger op på Hans Christian, der i jeg-form fortæller om H.C. Andersens barndom. Beretningen om hans ungdom fortælles logisk nok fortsat med Hans Christian som fortæller; logisk fordi den kraftpræstation, det var at leve sig ind i den krøllede barnesjæl, har alle forudsætninger for nysgerrigt at se nærmere på, hvordan drengen vil udvikle sig. Og det kommer der en roman ud af, som er lige så vellykket som forgængeren, vil jeg mene efter anden gennemlæsning.
Ved den første læsning fandt jeg indledningen en kende anstrengt med anvendelse af lidt for mange sært konstruerede ord.
Men efter en ny læsning forekom ordene ganske andersenske; et ændret syn, som måske beroede på, at jeg havde læst andre romaner mellem Hans Christian og Ungdomsforsøg. Jeg var ganske enkelt gledet ud af Jesper Wung-Sungs indlevelsesunivers, som ellers havde bjergtaget mig i Hans Christian.
Jesper Wung-Sung formår at give et troværdigt og dragende indblik i den drivkraft og den sårbarhed, som denne unge mand udvikler sig til at være i besiddelse af. Det forunderlige ved H.C. Andersens person er, at den har et ben i såvel virkelighedens som fantasiens verden; ja, mere end det: Han er mangebenet, idet han også har ben plantet på hver side af skellene mellem angst og mod, mellem følelsen af utilstrækkelighed og storhedstro, mellem blufærdighed og nysgerrighed, mellem generthed og grænseoverskridende adfærd, mellem erotik og skræmthed og mellem kærlighed og kunstens kald. I det ene kapitel efter det andet blotlægger bogens jeg springende, hudløst og naivt alle disse i væremåde og tanker i kampen for at få foden indenfor i teaterverdenen som danser, som sanger, som skuespiller og endelig som forfatter. Vejen må gå fra afslag på afslag via skolegang, dog betalt af kongen, og gryende digtning til en stormende, men umulig forelskelse i Riborg.
Her slutter ungdomsforsøgene på en måde, der antyder, at flere bind vil se dagens lys.
Og det er en glæde, for Jesper Wung-Sung har placeret sig så indsigtsfuldt i H.C. Andersens modsætningsfyldte tænke- og væremåde, at science fiction-forfattere kan gå hjem og vugge, når de spekulerer på at genoplive dinosaurer af fundne gener, eller når kvantefysikere forudser, at de på et tidspunkt vil kunne give Søren A. Kierkegaard ny gang på jorden ud fra få levninger. Det lykkes nemlig Jesper Wung-Sung her og nu at give vores store digter et liv, som ikke blot gør ham stor i sin tid, men i al tid – altså også i vores nutid, hvor mange, der surfer på sociale medier, kan få sat både spørgsmåls- og udråbstegn ved deres angst for ikke at få det hele med.
Og til dem, der ikke er net-surfere, kan der måske være en sport i at gå på opdagelse i de mange eventyrreferencer, som Jesper Wung-Sung anvender som pejlemærker i jeg’ets tanker, som om frøene til nogle af eventyrene, romanerne og operaerne bliver sået lige her.
Det er den type digterisk frihed, der virkelig får det hele til at virke troværdigt.
Jens Raahauge
Med afsæt i Andersen
I år er det 150 år siden, H.C. Andersen døde. Og den begivenhed er en oplagt anledning til at lade sig inspirere af hans eventyr; en anledning som Gyldendal har grebet ved at lade 8 forfattere af bedste karat vælge hver et eventyr, som de har mod på at skrive ovenpå.
Det er der kommet en fin samling ud af, og for at understrege relevansen for undervisning har Trine May skrevet et efterskrift, der giver ideer til arbejde med novellerne i skolesammenhæng; ideer som nok giver afsæt, men som giver god plads til dansklærerens egen ageren og dømmekraft.
De 8 noveller fortolker de temaer, som H.C. Andersen inspirerer til i eventyrene Lille Claus og store Claus, Tommelise, Den lille pige med svovlstikkerne, Grantræet, Den lille havfrue, Kejserens nye klæder, De vilde svaner og sangen I Danmark er jeg født.
Søren Jessen lader godmodige store Alf snøre den selvpromoverende lille Alf og giver god anledning til at reflektere over, hvordan vi behandler hinanden, og hvad gold magtudøvelse kan afstedkomme. Gid dog Trump ville læse med!
Susanne Munk Jensen lader en kæmpestor pige udsætte for omsorgssving, men finder til sidst en plads, hvor hun føler sig set og anerkendt; hos en hjemløs med hund.
Gid dog landets opholdssteder ville læse med!
Jesper Wung-Sung beskriver livet og døden om bord på en flygtningesejlads over noget, der kunne være Middelhavet. I skæret fra den sidste nødraket ser en overlevende lillebror sin døende mormor i det rige land. Han falder over bord. Gid dog alle Folketingets strammere ville læse med!
Mette Vedsø har skrevet en poetisk novelle om Anemone, der tror, at alt er skønnere andre steder end der, hvor hun er. Man må gribe hvert nu med det, det byder, og se med accept på sig selv. Gid dog alle SoMe-brugere ville læse med!
Malene Sølvsten har skrevet en forunderlig og mangetydig havfruehistorie, som blandt andet kan læses som et korrektiv til de undertrykkende kropsidealer, der gør tilværelsen trist for mange unge. Gid dog alle influencere og deres følgere ville læse med!
Kim Fupz Aakeson har en rigtig fupzet udgave af en forfængelig bandeleders pludselige selvindsigt, da nogle svindlere konfronterer ham med hans egen moral. Gid alle bandeledere, deres håndlangere og deres advokater ville læse med!
Mads Ananda Lodahl har skrevet et eventyr om en dreng og hans elleve søstre, der forvandles af en ond stedfar. Både det litterære greb og handlingens referencer til nutiden er oplæg til fine refleksioner. Gid alle, der vil bestemme, hvordan andre skal være, ville læse med!
Endelig har Cecilie Eken skrevet en fædrelandssang, som på forunderlig og poetisk vis forbinder os med den natur, dens planter og dyr, som vi skal leve og overleve sammen med. Vis en QR-kode får vi smuk melodi på. Efter min mening er dette bogens højdepunkt. Gid alle vil synge med!
Denne bog er en fin novellesamling, som kan give anledning til fordybelse og refleksion i undervisningen, men som også snildt kan fungere uden for klasseværelset, hvilket jeg har antydet ved at pege på andre grupper af læsere.
Denne bog er noveller til tiden, hvor H.C. Andersens eventyr er historier til altiden. Men det gør vel ikke denne udgivelse mindre væsentlig, at den forfatter, der døde for 150 år siden, er mere levende end de nuskrivende.
Med blik for Andersen
Maleren Lars Ravn lukker sin egen kunst og vores øjne op for H.C. Andersen som billedkunstner.
”Jeg håber, at denne bog vil sætte gang i processen, der peger mod en bredere forståelse af H.C. Andersen som kunstner og som menneske” ved ”at den kan være med til at åbne øjnene for, at det ikke kun er det skrevne, der undersøger verden”.
Dette håb, maleren Lars Ravn formulerer i bogen om H.C. Andersen som billedkunstner bliver til fulde indfriet, hvad angår påvisningen af billedets formåen udi undersøgelsen af verden, mens processen omkring den bredere forståelse nu er op til bogens læsere, som skal være både hårdhjertede og koldøjede for ikke at kaste sig ind i processen. Lars Ravn har gjort sit til, at synet på H.C. Andersen uvægerligt må tillægges endnu et lag – nemlig som en billedkunstner, hvis kunst peger mod strømninger, der ligger forude.
I bogen får Lars Ravn hjælp gennem to ekspertkapitler, hvori museumsinspektør, cand.mag. Niels Bjørn Friis skriver om H.C. Andersens dannelsesrejse til Italien, mens mag.art. Ejnar Stig Askgaard skriver om H.C. Andersen som billedkunstner. Bogen er blevet til i samarbejde med kunstfotograf Claus Kofoed, som også har skrevet forordet.
Men det, der har rusket i mine øjne, er Lars Ravns blik for H.C. Andersens mangeartede billedkunstneriske udtryk og teknikker i tegninger, klip, collager og de billedværker, som han skabte til venners børn.
Lars Ravn har en sjælden formidlingsevne, der så at sige tager en ved øjnene og fører ind i billederne med en kombination af indsigt og begejstring, som smitter. Læseren får blik for Andersens billedkunst, som man bliver overbevist om at have haft for lidt blik for, hvor det har udfoldet sig i skyggen af hans eventyr – fortalte for børn. (Lars Ravn grunder i øvrigt over om en tilsvarende skyggetilværelse er blevet romanerne, skuespillene og poesien til del.)
Lars Ravn har som så mange af os fået H.C. Andersen ind gennem sproget fra barnsben. Men i de seneste mange år har han været optaget af Andersens billedkunst; en fascination, der nok udspringer af deres beslægtethed i som selvlærte at vægte det folkelige, legende og frihedssøgende i den billedskabende proces. Bogen skildrer Lars Ravns mange fortolkninger af Andersens billeder, hvor han også lader et andet forbillede, maleren Paul Klee, indvirke på fortolkningerne.
Ved at se H.C. Andersens, Paul Klees og Lars Ravns’ billeder stillet til skue ved siden af hinanden, får man blik for de kunstneriske kvaliteter, som de hver især rummer. Her er tale om en øjenåbnende synergieffekt, som gør, at H.C. Andersens billedkunst er en bog, man ikke kan få nok af!
Det tjener Syddansk Universitetsforlag til ære, at de har udgivet dette forunderlige værk, som trækker H.C. Andersens billedkunst ud af skyggen og lægger alen til ham som fri, legende og autodidakt kunstner; kvaliteter som her genfindes hos fortolkeren Lars Ravn.
Jens Raahauge
Vil du høre historien igen? Den er blevet anderledes.
Jesper Wung-Sung har en helt særlig sans for at give liv til den store digter.
Af Jens Raahauge
06. september 2024
I den landsby, hvor jeg bor, er vi 8 personer, der hver sjette uge mødes for at tale sammen om en bog vi har læst. Vi er vidt forskellige af alder og baggrund, og det er netop det berigende - også når vi på slutningen går over til at anbefale hinanden bøger. Således henledte en ung retorikstuderende min opmærksomhed på brasilianske Clarice Lispector, som har skrevet en række korte tekster, ikke kronikker er genrebetegnelsen. Bogen hedder At skrive og leve. Den er udgivet af forlaget Basilisk i 2023.
Hun funderer et sted over, hvad hendes første læsning bestod i. Og hun erindrer en tynd bog med to korte historier om den grimme ælling og Aladdin. Ællingen giver hende identifikation, Aladdin giver hendes fantasi vinger. Og skrivning blev hendes livsvilkår. Bogen er et fascinerende bekendtskab med en stor forfatter og med skrivningens væsen.
Netop som jeg havde afsluttet læsningen af den lille samling af ikke kronikker, fik jeg fingre i den nys udgivne H.C. Andersen i billeder. En livsskildring af Jesper Wung-Sung. Gyldendal 2024.
Ved et samtale på BogForum for et par år siden gav Jesper Wung-Sung os et indblik i den skriveafhængighed, der kommer os alle til berigelse: "Jeg er kædeforfatter. jeg tænder den ene roman med den næste."
Sidste år udkom hans forunderlige Hans Christian, Politikens Forlag 2023, hvori han modigt og vellykket fortæller om den store forfatters barndom - I FØRSTE PERSON! Han har formået at leve sig ind i dette aparte barns tanker og de deraf affødte handlinger, så vi får en troværdig fortælling fra før diagnosernes epoke. Nogle af kapitlerne burde være et must i skolens litteraturundervisning, fordi vi her får den indlevelsens gave, som stemmer eventyrenes sjæle.
Under researchen til dette markante værk er forfatteren stødt på et H.C. Andersen-digt om en edderkop, hvilket tænder en billedbog med netop Edderkoppen som titel. Den er udgivet på Forlaget Fugl 2024.
Og mens denne fine børnebog har holdt tastaturet varmt, har en ny H.C. Andersen-udgivelse taget form: 100 korte tekster, der illustreret af et tilsvarende antal billeder, givet os endnu et bidrag til at oplive vores store digters livshistorie.
Denne gang fortæller Jesper Wung-Sung i 3. person, men den indlevelse, han har udvist i Hans Christian, løber som en snoet å gennem de 100 fortælling og gør hans mange gisninger om personerne omkring Andersen troværdige. Vi følger Andersens liv kronologisk, men med perspektiveringer i mange retninger, hvilket gør det fornøjeligt og levende at læse. Dertil kommer, at Jesper Wung-Sung, akkurat som i Hans Christian, må ty til en række nyskabende ord for at kunne finde en rammende beskrivelse, jo, også Wung-Sung forstår "at ryste alfabetposen".
På en sær måde kommer jeg til at tænke på Andersens egen Billedbog uden billeder, senest udgivet af Forlaget Hjulet 2021, med Lilian Brøggers fornemme illustrationer. Her passerer månen hver nat det loftsvindue, hvor en fattig kunstner sidder og afventer inspirationen. Måned fortæller de mest forunderlige historie fra forskellige steder i verden. Og akkurat sådan fungerer Jesper Wung-Sung som det himmellegeme, der i sin glæde ved H.C. Andersen og ved det at skrive har set meget af det, som ikke er os andre forundt. Men som han generøst ønsker at berige os med.
Som solen får månen til at lyse, får H.C. Andersen Jesper Wung-Sung til at skinne. Og tak, at vi andre nu får mulighed for at formidle Andersen i nyt lys!