Holder du af H.C. Andersen?
Har du lyst til at kende mere til hans værk og liv? Så er der mulighed for at være med i et fællesskab, der bygger på samme interesser: H.C. Andersen-Samfundet i København.

Vores forening, der blev oprettet i 1936, har til formål at holde interessen for vores verdensberømte digter i live og for at fremme undersøgelser om og studier i hans liv og værker.

Vi opfylder formålet ved at mødes til foredrag, oplæsninger, ekskursioner i hans fodspor og uddeling af vores H.C. Andersen-medalje hvert andet år. Gennem vores fond yder vi endvidere beskeden støtte til projekter, som understøtter vores formål.

Endelig har vi besluttet os for at være synlige på Facebook og Instagram.

Vi håber på, at indholdet af hjemmesiden og på de sociale medier vil vække din interesse for at være en del af vores fællesskab i H.C. Andersen-Samfundet i København.

Man bliver medlem ved at henvende sig til foreningens sekretær.

”Forkundskaber ere nyttige”, som det hedder i Hjertesorg, men bestemt ikke et krav for at blive medlem. Kundskaber er jo noget, man erhverver sig over tid.

Derfor er det eneste krav for at kunne blive medlem, at man holder af H.C. Andersens digtning – og betaler sit beskedne kontingent.

Vi håber at kunne byde dig velkommen i H.C. Andersen-Samfundet i København,

Kommende arrangementer

ingen kommende arrangementer

H.C. Andersen i Skotland (1847)

Den 10. august 1847 rejste H.C. Andersen som en international berømthed fra London til Skotland. Det skulle have været kulminationen for hans beundring for Sir Walter Scott, en form for pilgrimsrejse. Han havde læst Walter Scotts romaner indgående, og det skotske højland repræsenterede for ham noget vildt, romantisk og magisk. Et af hovedformålene med rejsen var derfor at besøge Scotts berømte herresæde i the Borders i det sydlige Scotland, men rejsen endte som en dramatisk flugt fra det pres, hans egen berømmelse havde skabt, og han nåede aldrig ned til Abbotsford. Det vender jeg tilbage til. Andersen ankom til Skotland den 11. august, drevet af en livslang fascination af den skotske natur og historie. Han var ledsaget af sin nye ven fra Londonopholdet, Joseph Hambro, en ældre dansker, som sammen med sin søn C.J. Hambro havde oprettet et bankfirma i London, og det var på sidstnævntes landsted i Lixmount Trinity lidt uden for Edinburgh, at Andersen blev indkvarteret. Det passede ham fint, at det var – som han skriver i sin dagbog- ”et rigt Huus”. ”Jeg fik en ypperlig Seng….var opfyldt af Tanken, jeg er i Skotland, Walter Scots Land. – Lykkelig og glad i Gud.” Der boede han i godt en uge, og han tog hver dag ind til Edinburgh, hvor han mødte en lang række skotske personligheder og forfattere, af hvilke flere efterfølgende sendte breve og bøger til ham. Jeg vil nævne et par stykker af dem. Den første forfatter, han besøgte, var en Elizabeth Rigby, ”som har skrevet om Kjøbenhavn, hun havde nys læst min Biographie og var især glad i Barndommen, der bragte enhver til at tænke på sin”. Det lød jo lovende, men efter deres første møde skrev hun i sin dagbog: ”I was sitting alone writing, when Andersen the Danish poet was ushered in: a long, thin, fleshless man, wriggling and bending like a lizard with a lantern-jawed (hulkindet) cadaverous visage. Simple and childlike, and simpletonish in his manner. We had a great deal of talk, and after so recently reading his life, he seems no stranger to me. His whole address (væremåde) and manner (væsen) are irresistibly ludicrous”. Men på trods af dette første negative indtryk af ham inviterede hun ham til middag nogle dage senere, og der har hendes indtryk af ham ændret sig betydeligt ifølge hendes dagbog: ”Andersen dined with us. He had one stream of interesting talk – perhaps rather too much of himself, but to me that was novel and entertaining….Altogether he left a most agreeable impression both on mind and heart, especially on the latter, for his own seemed so affectionate”. Det var altså her en klassisk Andersen, der vandt ved nærmere bekendtskab. (indtil en vis grad, som det senere (for) lange ophold hos Dickens tydeligt viste.) Herudover mødte han stifteren af The Edinburgh Review, Lord Jeffrey og en række forfattere tilknyttet Blackwood Magazine. Nogle dage senere blev han inviteret til middag hos en dr. Simpson, professor i obstetrik, som samme år var blevet kendt for sine eksperimenter med æter og kloroform, ikke bare i forbindelse med fødsler men også som selskabsleg blandt eliten. Andersen skriver i sin dagbog den 17. august: ”Middag hos Doctor Simpson, hvor Mis Crowe og nok en Digterinde drak Æther, jeg havde Følelsen af at være hos to gale, de loe med aabne døde Øine; der er noget uhyggeligt deri; jeg finder det ypperligt til en Operation, men ikke til at friste Gud. En Dame sang smukt skotske Sange; jeg sang. Kjørt hjem ud mod Natten.” Andersen reagerede altså med afsky og moralsk indignation, og han betragtede det som blasfemisk at lege med en kraft, der var skabt til at lindre død og smerte. Ellers brugte han tiden på sightseeing. Han kom selvfølgelig forbi Walter Scott monumentet, og noterer i sin dagbog den 12. august, ”at det synes med Hensyn til hans Figur noget for høit”. Det er også kæmpestort, men han bemærker i den sammenhæng ikke uden stolthed:” Jeg kaldes i Skottland ’den danske Walter Scot’. Den næste dag tog han med dampfærgen over Firth of Forth til Kirkcaldy, hvor han besøgte en ruin og skrev et digt om ”Skottlands Romeo og Julie (Lucie og Edgard). Han besøgte den gamle by ( the Old Town), med Castellet oppe i den ene ende med stor udsigt over byen og Holyroodhouse nede i den anden ende af the Royal Mile.
I sin dagbog bemærker han, ”saae en lang Riddersal med slette Portætter; en mængde kedelige værelser…

ANDERSEN & DICKENS

af Lars Kaaber

The Frozen Deep blev opført til en gallaforestilling for dronning Victoria i Royal Gallery mens Andersen stadig var hos Dickens. Dronningen noterede sig Dickens’ glimrende skuespiltalent. Andersen sagde, at Dickens i sit spil mindede om Michael Wiehe – den danske skuespiller, som fru Heiberg og Frederik Høedt dystede om. Men til den forestilling i Royal Gallery tiltrak Dronningen sig lidt mere opmærksomhed end Andersen, og det var jo en skuffelse. Op til premieren på The Frozen Deep havde Wilkie Collins været på besøg hos Dickens i Kent. På et tidspunkt hvor Andersen syntes, at Dickens tog sig lidt rigeligt meget af Collins, morede han sig med at smide en blomsterkrans af bellis omkring Collins’ bredskyggede hat uden han opdagede det, og Collins undrede sig efterfølgende over, at man fnes ad ham på gaden, da han skulle hjem. Som Elias Bredsdorff beretter, så tog Wilkie Collins en grusom hævn, men det opdagede Andersen aldrig. Collins skrev en skitse med titlen, ”The Bachelor Bedroom”, Den ugifte gæsts værelse, hvor han karikerer Andersen som udlændingen Herr von Müffe, og kun derved, at Herr von Müffe er en lille tyk tysker adskiller han sig fra modellen, som jo var en høj dansker – men resten i historien er Andersen, som Wilkie Collins oplevede ham hos Dickens. Og der står: ”Det lykkedes Herr von Müffe at irritere alle i huset, om end på den elskværdigste måde, fra det øjeblik han ankom og til han atter forlod dem til fordel for sit hjemland.” Og så beskriver Collins alle de overtrædelser af god etikette, som vi ved fra andre kilder, at Andersen havde gjort sig skyldig i under opholdet i Gad’s Hill. For eksempel at Andersen forlangte, at vinduer i alle værelser, hvor han opholdt sig, altid skulle være lukkede fordi han frygtede træk. Og det var dengang herrerne røg indendørs, så det irriterede alle i huset. Collins fortæller også, gennem Hr. von Müffe, at Andersen ankom efter en alene-tur til London med ligtorne, der åbenbart havde udviklet sig på et par timer, fordi Andersen var overbevist om, at hans hyrevognschauffør ville myrde og bestjæle ham, så han havde gemt alle sine værdigenstande, ur, penge, en saks, en lommekniv, et kort over London, i sine støvler. Som Bredsdorff skriver: Det var en guds lykke, at Andersen aldrig så denne engelske arrogant-humoristiske beskrivelse, der yderligere bekræfter, at set fra Dickens og hans venners synspunkt var Andersens besøg i England i sommeren 1857 en total fiasko. Efter Andersen var rejst, skrev Dickens på døren til gæsteværelset: her sov Hans Andersen i fem uger, som for min familie syntes en evighed! Andersen skrev til Dickens efter sin hjemkomst, og undskyldte, hvis han havde været til besvær. Dickens svarede med en kort, generisk besked om hvor dårligt vejret nu var i England (bladene falder af træerne og det regner) – og så skrev Dickens aldrig mere, hvilket sårede Andersen dybt. Han vedblev i den tro, at grunden til Dickens behandling af ham udelukkende var hans dårlige sprogkundskaber – men de var kun en del af årsagen. For den katastrofale sommer havde endnu en forklaring, som Andersen aldrig fik, og den var, at Dickens’ ægteskab var ved at gå i stykker. Dickens selv sagde, at det havde knaget i mange år og kun kunne gå én vej, men det var så hans mening. Catherine, som Andersen fandt ”stille og tilbagetrædende”, prøvede netop den sommer at redde deres samliv. Andersen skriver, at hun så ældre ud som kvinde end Dickens gjorde som mand, og det kan nok have sin forklaring i, at hun havde født 10 børn, hvoraf den yngste, Edward, var fem år, da Andersen besøgte familien i 1857, men det kan så sandelig også skyldes hendes ægteskabelige krise. Og så skal vi tilbage til opsætningen af The Frozen Deep, som Andersen så den aften, hvor den spillede i Royal Gallery i London, og hvor Dronning Victoria på uforskammet vis tilranede sig al opmærksomheden. Da The Frozen Deep skulle på turné lige fra London til et større teater i Manchester, fandt Dickens det nødvendigt at erstatte sine unge døtre, som havde spillet på den lille scene hvor de åbnede, med professionelle skuespillerinder, der kunne projicere og tale et større teater op. Og det var i den forbindelse, at der skete noget, som faktisk skulle have en positiv effekt på Dickens to sidste romaner, en litterær udvikling til det bedre, men som alt i Dickens’ liv blev hans kunst født af katastrofe. I september 1857, og altså kun en måned efter Andersen var rejst hjem, tog Dickens med Wilkie Collins til Doncaster i deres jagt på unge talenter, og her så de Ellen Ternan optræde i en komedie. Dickens faldt pladask for hende. Hun var 17, han var 45. Ellen Ternan blev hyret, og Dickens instruerede og tilbragte meget tid med hende. Pludselig kunne han ikke udholde synet af sin kone Catherine længere. Han fik døren mellem deres soveværelser blændet med mursten. Et underligt træk. Det var ikke så anset eller nemt at blive skilt i Viktoriatidens England uden en meget god grund, og det må til Dickens’ store skam meldes, at han prøvede at få Catherine erklæret sindssyg og indlagt på en institution, men her fik han ikke støtte fra lægerne, der med et halvt øje kunne se, at Catherine nok var ulykkelig, men ikke gal. Hun håbede i et godt stykke tid, at Dickens’ betagelse af Ellen Ternan ville fortage sig, men det gjorde den ikke. Og så i 1858 åbnede Catherine, måske ved en fejltagelse, en pakke der indeholdt et guldarmbånd, som Dickens havde købt til Ellen. Det var dråben – Catherine flyttede ud. Hendes søster Georgina blev og holdt hus for Dickens. Dickens og Ellen Ternan blev aldrig et publiceret par; affæren blev holdt hemmeligt af hensyn til begges renommé, men det kunne han nu godt have sparet sig, for alle så, at han fulgte hende som en skødehund overalt, når hun var på turné. Der er en ironi at spore i dette. Jeg har allerede nævnt, at Dickens for det meste castede forskellige afskygninger af sig selv i sine romaner, men sent i hans liv sker det modsatte: han kommer selv til at beklæde rollen som en af sine egne mindre sympatiske karakterer, nemlig Josiah Bounderby i Strenge Tider fra 1854 – den rige, ældre mand som tager den unge Louisa Gradgrind som sin trofæ-hustru. Det synes næsten utænkeligt, at den parallel ikke har strejfet Dickens selv. I første omgang kan Ellen spores i idealiseret og symbolsk form i den første roman Dickens udgiver efter at have mødt hende, To byer. Lucie Manette tager fra England til Frankrig midt under revolutionen for at få sin fængslede far hjem – en purung kvinde, der redder en gammel mand. Det var det, Dickens i første omgang håbede, at Ellen Ternan ville være for ham. Ellen Ternan var livlig, yderst charmerende, og hun var ung og smuk, men hun var IKKE på nogen måde god. Hun var beregnende, kynisk og ganske ulig nogen af Dickens’ heltinder indtil 1857. Men så ser vi det positive, der kommer ud af katastrofen: under samværet med Ellen begynder Dickens at skrive mere komplekse, og mere interessante kvindeportrætter. Ellen Ternan er Estella i Store Forventninger fra 1861, den fortryllende men hjerteløse pige, som kun tænker på sig selv og på at mishandle vores helt Pip, og det er Ellen, som Dickens tænker på, når han lader Pip kalde Estella ”min sjæls sidste drøm”. Det er også Dickens, der taler gennem Pip når vi læser: ”jeg elskede hende imod al fornuft, alle løfter, al fred, alt håb, al lykke, og imod den opmuntring, jeg aldrig fik.” Det er tankevækkende, at Dickens skrev to slutninger på Store Forventninger, og den første ender tragisk; Estella får hvad hun har fortjent, nemlig en ægtemand, der er ligeså slem som hun selv, og Pip får hende ikke. Det var alt for traumatiserende for Dickens’ læsere, så han skrev simpelthen en anden slutning, hvor der er lidt udsigt til, at Pip måske alligevel får hende til sidst. Men det var på læsernes foranledning, for da Dickens skrev Store Forventninger kunne han godt se, at forholdet til Ellen umuligt kunne ende godt. Ellen er også Bella Wilfer i Vor fælles ven, som Dickens fik færdig i 1865, og som skulle blive hans sidste afsluttede roman. Bella vil giftes, ikke af kærlighed, men for penge. Og Ellen Ternan var en dyr dame; hun forlod scenen i 1860, og Dickens måtte købe hele to huse hende. Det blev dog ikke Dickens’ sidste kærlighed, Ellen Ternan, der kom til at tage livet af ham, men derimod hans allerførste kærlighed – teatret, det at træde op. For Ellen Ternan tærede så meget på hans finanser, at han blev nødt til at genoptage de populære oplæsningsaftener, hvor han foredrog uddrag af sine romaner. Han var på turné i Amerika, og til hans foredrag i New York 1867 kom den unge Mark Twain på sin første date med Olivia Langdon, som han senere giftede sig med. Twain var ikke imponeret over Dickens optræden og skrev: Dickens har passager, som er blandt de morsomste i engelsk litteratur – medmindre han selv læser dem op. Så er det hele ødelagt. Og lige efter Amerika fortsatte Dickens turnéerne hjemme i England. Hans læge havde rådet ham fra det, og havde sagt, at hvis han partout skulle foredrage, så måtte han i det mindste springe det kapitel fra Oliver Twist over, hvor Bill Sykes slår Nancy ihjel – det var alt for opslidende og udmattende for forfatteren. Men det ville Dickens ikke. Det kapitel var hans piece de resistance. Det var det folk glædede sig til. En forelæsning uden den scene ville være som en Frank Sinatra-koncert uden My Way. Ved hans allersidste oplæsningsaften var Dickens så træt, at han ikke kunne udtale ordene ordentligt, og han forvekslede og sammenblandede navnene på sine egne personer – hvilket er lidt ironisk, fordi, som før nævnt, de i forvejen er variationer over ganske få grundfigurer: Pickwick blev fx til Picswitch, en blanding af Pickwick og Magwitch fra Store forventninger. Publikum var forvirrede, men forstående. Dickens var 58, men lignede en på 78. Og han døde kort efter, 8. juni 1870. Seks år efter giftede Ellen Ternan sig med George Robinson, en Oxfordstuderende, som var 12 år yngre end hende, men det rådede hun bod på ved at lyve sig selv 14 år yngre, Hun sagde hun var 23, men var i virkeligheden 37. Robinson vidste intet om hendes affære med Dickens. Ellen døde af cancer i 1914.

H.C. Andersen og J.P.E. Hartmann

Kirsten Dreyer, formand for H.C. Andersen-Samfundet i København har skrevet dette oplæg til Festkoncerten med Thomas Trondhjem og Lene Vasegaard på Metronomen den 7. februar 2026:

Den 4. august 2025 var det 150 år siden, at H.C. Andersen døde, og H.C. Andersen-Samfundet markerede det som bekendt med kransenedlægning på Assistens Kirkegaard, ligesom det blev omtalt i aviserne og i fjernsynet, men nogle måneder tidligere, helt præcist den 10. marts var det også en mindedag, som mig bekendt stort set gik upåagtet hen. Den dag var det nemlig 125 år siden, at komponisten J.P.E. Hartmann gik bort et par måneder før, at han ville være fyldt 95 år. Hartmann var med andre ord jævnaldrende med Andersen. Hartmann var født den 14. maj 1805, dvs. små fem uger efter H.C. Andersen den 2. april.

Da vi fejrede H.C. Andersens 200års dag i 2005, kunne vi altså også fejre, at det var 200 år siden, at Hartmann og i øvrigt også August Bournonville blev født. Men dengang gik det ligesom nu. Andersen og Bournonville blev fejret efter alle kunstens regler, så man nærmest fik kvalme, fordi det i realiteten mere drejede sig om at lokke turister til end at fokusere på to store kulturpersonligheder. Hartmann stod derimod under alle omstændigheder fuldstændig i skyggen af de to andre, skønt netop de tre var inderligt forbundne, mens de levede. Det var fx Hartmann, der satte musik til Andersens opera ”Liden Kirsten” og dele af Bournonvilles ”Et Folkesagn”. Jeg vil dog lige sige, at det mest kendte stykke musik fra ”Et Folkesagn”, nemlig ”Brudevalsen”, som bekendt er af Niels W. Gade. Det er med andre ord egentlig mærkeligt, at Hartmann langt hen ad vejen står lidt i skyggen af de to andre, og måske ikke mindst H.C. Andersen, for de to var meget nære venner. Og her er igen noget, der i og for sig undrer mig lidt. Mens vi har fået bøger om Andersens venskab med Collinerne ikke mindst Edvard Collin og fx Andersens venskab med Ingemann og Henriette Hanck, så har der aldrig været samme fokus på venskabet med Hartmann bortset fra nogle sider i et par bøger om Andersen og musikken og Inger Sørensens store biografi om Hartmann. Inden jeg fortæller lidt om Andersen og Hartmanns venskab, vil jeg lige præsentere Hartmann, for det er vist unødvendigt at præsentere H.C. Andersen. Johan Peter Emilius Hartmann blev født i København den 14. maj 1805 og kom i modsætning til Andersen fra et helt andet miljø, der var præget af kunst og kultur. Hans farfar Johann Ernst Hartmann var født i Schlesien i 1726 og uddannet violinist. I 1766 kom han til København, hvor han blev engageret som violinist ved det, vi nu kalder Det kgl. Kapel. Han avancerede hurtigt til koncertmester og fungerede også som kapelmester, men det var nu ikke den side af hans talent, der fik betydning på længere sigt. Nej, han komponerede også, og her er der især to værker, der er værd at nævne. Det ene er musikken til Ewalds skuespil ”Balders Død” fra 1779, og det andet er musikken til et andet skuespil af Ewald nemlig ”Fiskerne”, der havde premiere i januar 1780. Det er nok de færreste, der kender den musik i vore dage lige bortset en enkelt sang i ”Fiskerne”, nemlig ”Kong Christian stod ved højen Mast”, altså kongesangen. Man er i øvrigt uenig om den virkelig er af Hartmann og ikke af en D.L. Rogert, men Hartmann brugte den under alle omstændigheder i ”Fiskerne” og det er den version, vi nu synger. Selv om Johann Ernst i og for sig havde succes både som musiker og komponist, så blev hans liv ikke en dans på roser. Han havde problemer på hjemmefronten og havde den sorg at miste en datter. Så gik det bedre for hans søn August Wilhelm Hartmann. Han blev også ansat i Det kgl. Kapel og senere organist og kantor ved Garnisons Kirke på St. Annæ Plads. August Wilhelm blev et typisk eksempel på den solide borger i Frederik VI’s København, og selv da vi fik statsbankerotten, klarede han sig. Men han tog også ved lære af de usikre tider, så da han blev far til Johan Peter Emilius i 1805 bestemte han, at hans søn skulle have en solid skolegang, selv om han på et meget tidligt tidspunkt viste, at han havde arvet sin farfar og farens musikalske talent. Her var ikke noget med at droppe ud af skolen. Nej, Johan Peter skulle i latinskolen, være student og læse til jurist. Det betød, at han umiddelbart efter sin embedseksamen fik en stilling som sekretær i Borgervæbningen, hvor han var ansat helt frem til 1870, selv om han sideløbende også blev organist først ved Garnisons Kirke og senere i Vor Frue Kirke, hvor han i øvrigt virkede lige til sin død, ligesom han også blev lærer ved det musikkonservatorium, som Siboni oprettede i 1827. Læser man om ham, forstår man slet ikke, hvordan han kunne overkomme det hele, for han var samtidig enormt produktiv. Det blev til skuespilmusik, balletmusik, sange som fx ”Flyv fugl, flyv over Furesøens Vove”, ”I sne står urt og busk i skjul” og ”Den store mester kommer”, musik til Oehlenschlägers ”Guldhornene”, kantater til festlige lejligheder i kongehuset og så er der også lige hans sørgemarch ved

Thorvaldsens bisættelse, som altid bliver spillet ved kongelige begravelser og i øvrigt også blev spillet ved H.C. Andersens begravelse fra Vor Frue Kirke, hvor Hartmann sad ved orglet. Selv om Hartmann var så fejret og populær, som det var tilfældet, kan man roligt sige, at han var den store modsætning til H.C. Andersen. Jeg er overbevist om, at han aldrig nogensinde har tænkt tanken, at han ville være berømt, og at det var målet for hans tilværelse. Han var tværtimod den typiske borger i guldalderens København, der levede stille men godt og var fuldstændig usnobbet.

Vi ved ikke helt præcist, hvornår Andersen har stiftet bekendtskab med Hartmann, men i ”Levnedsbogen” fortæller han, at inden han tog på den skelsættende rejse til Jylland og Fyn i sommeren 1830, hvor han forelskede sig i Riborg Voigt med de brune øjne, havde han behandlet den italienske digter Carlo Gozzis komedie ”Il corvo” til en operatekst, som fik navnet ”Ravnen”. Han indleverede teksten til direktionen på Det kgl. Teater d. 30. maj 1830, og et par måneder senere blev den antaget. Der var bare et lille problem. Andersen havde nemlig ikke allieret sig med en komponist, inden han indleverede det. Og hvad er en opera uden musik? Han havde egentlig tænkt sig, at komponisten Ivar Bredal skulle lave den, og det er sikkert de færreste, der nogensinde har hørt hans navn, for han er gået i glemmebogen. Det viste sig hurtigt, at han ikke var interesseret, fordi han syntes, at det var for stort et projekt. Hvad skulle Andersen så gøre? Nu kommer en ganske interessant pointe, der desværre siger lidt om H.C. Andersens troværdighed som selvbiograf. Hvis man læser ”Mit eget Eventyr uden Digtning” fra 1847 og ”Mit Livs Eventyr” fra 1855, skriver han, at da – og jeg citerer – ”just en ung komponist Hartmann […] ønskede sig en operatekst, var jeg naturligvis villig”. Som det fremgår, virker det som om Andersen allerede kendte Hartmann, og at det nærmest var en tjeneste, som Andersen gjorde ham. Og ikke nok med det. Han skriver nemlig videre, at det nu klinger komisk, at han – Andersen – anbefalede Hartmann til direktionen på teatret og indestod for, at ”det var en mand med talent, der ville præstere noget”. Hartmann var med andre ord ifølge Andersen stort set ukendt. Den får altså ikke for lidt i de to officielle selvbiografier. Men tager man nu ”Levnedsbogen” fra 1832, som først blev trykt i 1926, viser det sig også, at det er en sandhed med modifikation. Her skriver han nemlig – og jeg citerer – ”da jeg hos Wulffs hørte Hartmann rose, som en megen talentfuld ung mand, bragte jeg ham dette sujet, som jeg alt tidligere havde følt interesse for at bringe på scenen”. H.C. Andersen vidste med andre ord udmærket, at Hartmann bestemt ikke var nogen ukendt komponist, og det var altså Andersen, der henvendte sig til Hartmann, da han havde fået afslag fra Bredal. Vi ved ikke, hvad Hartmann eventuelt har sagt eller tænkt, da han læste Andersens to officielle selvbiografier, for han har ikke kendt ”Levnedsbogen”, der lå godt gemt blandt Andersens papirer.
Under alle omstændigheder påtog han sig opgaven med at skrive musik til Andersens tekst, og han gjorde det ovenikøbet på få uger. Til gengæld trak det ud med premieren, for nok blev teksten antaget i slutningen af august 1830, men premieren fandt først sted den 29. oktober
1832, og den fik en blandet modtagelse. Anmelderne havde ikke noget at sige mod musikken, men Andersens tekst fik en hård medfart. Det er måske også forklaringen på, at ”Ravnen” kun gik seks gange, selv om der var udsolgt hver gang. Vi ved imidlertid ikke, hvorfor den blev henlagt og heller ikke, hvordan Andersen og Hartmann umiddelbart reagerede, men de har i hvert fald ikke været helt enig med kritikken, for de omarbejdede den mange år senere men uden at det blev nogen succes. Til gengæld havde Den jyske Opera held med sig til at give den nyt liv, da de opførte den for et par år siden, hvor H.C. Andersen-Samfundets medlemmer også fik mulighed for at se den eller rettere høre den på Det kgl. Teater, for man havde lavet godt og grundigt om på teksten, fordi man erkendte, at Andersens libretto i realiteten var uspillelig.
 Selv om ”Ravnen” altså kun blev en betinget succes i 1832, fik det ikke nogen betydning for forholdet mellem Andersen og Hartmann. Det blev tværtimod spiren til et nært og livsvarigt venskab, som i modsætning til Andersens venskab med Edvard Collin blev ganske uproblematisk. Hartmann var i øvrigt blevet gift med Emma Zinn, der var datter af den velhavende grosserer og agent J.F. Zinn, i december 1829, så hvis Andersen skulle have følt noget tilsvarende, som han følte for Edvard, der først blev gift i 1836, så vidste han på forhånd, at den type venskab var udelukket.

Parret kom i øvrigt til at bo i Zinns Gård i Kvæsthusgade 3 hele livet, og det fik stor betydning, fordi Andersen lige kunne smutte ind til Hartmanns, da han boede i Nyhavn. Emma var musikalsk ligesom Hartmann og komponerede også, men dengang var det utænkeligt, at en kvinde kunne udgive sin musik under eget navn – det kender vi fx med Fanny Mendelssohn -, så det skete under pseudonymet Frederik Palmer, men Andersen vidste selvfølgelig alt om det, og han fik også et nært forhold til Emma, som i øvrigt aldrig var bange for at sige ham et par borgerlige ord. Men det tog han fuldstændig afslappet. Og så vil jeg i øvrigt lige tilføje, at Andersen og Hartmann meget hurtigt blev dus, mens det – jeg havde nær sagt selvfølgelig – var utænkeligt, at Andersen sagde du til Emma. Det betød
imidlertid ikke det mindste for deres nære venskab.

I slutningen af 1830’erne skrev H.C. Andersen skuespillet ”Mulatten” – det var det som nogle måske husker, der skulle have premiere den 3. december 1839, men så døde Frederik VI til Andersens store irritation samme dag, og derfor blev den udsat til begyndelsen af februar 1840. ”Mulatten” blev en stor succes, men der var blot det lille minus, at han havde hentet handlingen fra en fransk novelle, og det blev han kritiseret for, fordi han gav indtryk af, at det var originalt arbejde. Derfor besluttede han at skrive et romantisk drama, som var helt originalt. Resultatet blev ”Maurerpigen”, som han fik Hartmann til at skrive musik til. Desværre hjalp det ikke, og man kan roligt sige, at stykket blev Andersens smertensbarn. Han havde nemlig tænkt sig, at fru Heiberg skulle spille titelrollen, men hun sagde nej, og det førte til et sammenstød mellem de to store kunstnere, der er gået over i historien, fordi Andersen fuldstændig mistede besindelsen og rasede mod hende. Sagen var den, at han i realiteten vidste, at stykket stod og faldt med hende, og derfor tog han også ud på sin anden store udenlandsrejse, der bl.a. førte ham til Grækenland og Konstantinopel før premieren den 18. december 1840. Selv om Hartmann havde skrevet musik til stykket, hjalp det ikke, og det blev kun til tre opførelser, den sidste den 29. december 1840. Andersen var selvfølgelig dybt skuffet for ikke at sige rystet, men vi ved ikke, hvordan han eventuelt har kommenteret det i et brev overfor Hartmann, som han skrev den 21. januar 1841, efter at han havde fået et brev fra Jonas Collin, der fortalte, at stykket ikke havde gjort lykke, selv om det var udstyret så godt som muligt med smukke kostumer og dekorationer. Det eneste formildende var Hartmanns musik. Den havde gjort lykke!
Hartmann var altså den, der trods alt nok var den, der reddede ”Maurerpigen” fra at blive en decideret fiasko ved premieren. Og han blev faktisk også den, der sikrede Andersen en af hans få store succeser, som har været spillet langt op i 1900-tallet. I november 1833 fået H.C. Andersen fået en idé til et drama, der var bygget på folkevisen om Hr. Sverkel, da han overværede indvielsen af en prinsesse til nonne under sit ophold i Rom. Han gik straks i gang med arbejdet, da han vendte hjem til Danmark i august 1834, og den 30. januar 1835 indleverede han skuespillet til Det kgl. Teater. Her led det langt hen ad vejen en hård medfart, fordi Chr. Molbech, der var medlem af direktionen, fandt, at det var præget af tomhed, magerhed og dramatisk fattigdom. På den anden side var det dog ikke så elendigt, at han ville forkaste det fuldstændigt, så han ønskede, at komponisten Ivar Bredal, der også var koncertmester i Det kgl. Kapel, skulle arrangere musik til stykket efter gamle folkemelodier. Det var jo også Bredal, Andersen havde henvendt sig til i forbindelse med ”Ravnen”. De andre medlemmer af direktionen var enige, og det endte med, at det var planen, at stykket skulle opføres i april 1835. Man må vel nok sige, at Bredal fik en meget kort frist, og det endte også
med, at han erklærede, at han ikke kunne være færdig med musikken før i september.
Vi ved ikke, hvad der så skete, for der blev fuldstændig stille om stykket i ni år, hvor Andersen skriver i sin almanak i februar 1844, at han er i gang med at omarbejde det, og halvt års tid senere renskrev han det og indsendte det til Det kgl. Teater, hvor Heiberg antog det den 9. oktober. Nu var Bredal helt ude af billedet, og det blev i stedet Hartmann, der fik til opgave at komponere musikken. Det kan man roligt sige var et heldigt valg, selv om det endnu en gang trak ud med at få det klar til scenen. Hartmann fik nemlig stykket den 11. november 1844, og det var først i foråret 1846, at han blev færdig, så ”Liden Kirsten”, som det hed, endelig fik premiere den 12. maj 1846. Det betød faktisk, at Andersen ikke overværede premieren, for han var rejst sydpå den 31. oktober 1845, og han kom først tilbage til København i midten af oktober året efter. Men det blev en succes, der har været opført mere end 330 gange på Det kgl. Teater, hvor det blev betragtet som vores nationalopera,

indtil vi fik Carl Nielsens ”Maskarade” i 1906.
Selv om der nu er langt mellem opførelserne, så kan man stadigvæk høre Sverkels romance og
tavlebordsduetten ved koncerter rundt omkring. I 1851 blev Hartmann ramt af en tragedie, som berørte Andersen dybt. Igennem årene havde Emma og Hartmann fået ni børn, og hendes læge havde advaret hende mod at få flere, men vi var jo i en tid, hvor der ikke var noget, der p-piller eller andre former for prævention, og i forsommeren 1850 blev Emma, der efterhånden var 43 år, gravid for tiende gang. Hun havde det også dårligt under graviditeten, hvor hun alligevel passede hus og hjem, og det gik desværre galt. Den 18. februar 1851 fik hun en dødfødt pige, og selv om Hartmann skrev til venner og bekendte, at hun havde det godt og bad hilse, så ved vi i dag, at det var en sandhed med modifikation. Hun svævede i virkeligheden mellem liv og død inden fødslen, og de følgende dage trådte der komplikationer til, der endte med, at hun døde den 6. marts. Andersen skriver også om det i sin dagbog, hvor han fortæller, at han var meget angrebet og græd meget. Og som det ikke skulle være nok, så døde datteren Maria, der kun var seks år, af en hjernebetændelse samme dag som Emma blev begravet. Det var et ufatteligt tab, og den eneste forklaring på, at Hartmann ikke bukkede under for sorgen, var, at han var et dybt religiøst menneske. Det var ikke for ingenting, at han var organist først ved Garnisons Kirke og senere Vor Frue lige til sin død og at han bl.a. skrev melodien til ”I sne står urt og busk i skjul” med slutverset

Giv tid! og åndens vinterblund skal fly for herlig sommer; giv tid!, og bi på Herrens stund, - hans skønhedsrige kommer!”

Det siger vist sig selv, at Hartmann stod i en ekstrem situation. Han havde ikke alene mistet sin elskede hustru men også et menneske, der var kunstner som ham selv, og dertil kom sorgen over den lille Marie. Men ikke nok med det. Han stod også med ansvaret for en stor børneflok, og derfor er der heller ingen tvivl om, at H.C. Andersen i modsætning til mange andre forstod Hartmann, da han giftede sig med Emmas nære veninde Thora Jacobsen i maj 1855. Andersen kendte ovenikøbet Thora, der var kendt for sit gode humør, særdeles godt, for hun havde altid været en hyppig gæst i Kvæsthusgade ligesom Andersen, der var var flyttet ind i Nyhavn 67 i 1848, så han lige kunne smutte omkring hjørnet og besøge Hartmanns. De fortsatte også det musikalske samarbejde bl.a. med de klaverværker, som vi skal høre i dag, ligesom Hartmann stadig arbejdede på en revideret udgave af ”Ravnen”. Den blev langt om længe færdig i begyndelsen af februar 1863 og nogle måneder senere i slutningen af juni havde Andersen en revideret udgave af teksten klar. Der gik imidlertid to år, før operaen langt om længe kom op på Det kgl. Teater i april 1865, men man må nok sige, at de skønne kræfter var spildt, for den gik kun fire gange, og der skulle gå 150 år før Den jyske Opera tog den op men som sagt i en udgave, hvor man havde lavet godt og grundigt om på handlingen, fordi man erkendte, at Andersens libretto simpelthen var umulig at bruge.

Jeg skal ikke kunne sige, om arbejdet med den reviderede udgave af ”Ravnen” havde givet Andersen blod på tanden, men under opførelsen af Donizettis opera ”Lucia di Lammermoor” den 15. februar 1864 skriver han i dagbogen, at han fik ideen til en opera om Kong Saul, som Hartmann skulle komponere. Det blev nu ved ideen i første omgang, men i juni kom han langt om længe i gang, og da han blev færdig med første akt sidst på måneden, sendte han den til Hartmann, der gennem mange år lå på landet i St. Jørgensbjerg i Roskilde lige ved havnen. I løbet af sommeren fik han hele teksten færdig og afleverede manuskriptet til Hartmann, men det var i realiteten spildte kræfter, for han fik aldrig komponeret mere end første halvdel af første akt, og det blev i stedet Carl Nielsen, der kom til at komponere en opera om Saul og David året efter Hartmanns død og med tekst af Einar Christiansen. Carl Nielsen havde altså mere held med sig, og den er blevet opført omkring hundrede gange gennem årene, selv om den aldrig er blevet så populær som ”Maskarade”.

Det gjorde nu ikke noget skår i Andersen og Hartmanns venskab. Da vennen fejrede 50-års jubilæum som organist i maj 1874, kunne Andersen ikke deltage i festen pga. helbredet, men han skrev et brev, hvor det hedder: ”Tak for dit trofaste sind mod mig i de mange år, vi kendte og forstod hinanden; vi blev venner i glade og alvorsfulde dage! Tak for det venskab du gav mig”. Og det siger selv, at Hartmann sad ved orglet i Vor Frue Kirke, da Andersen blev begravet den 11. august 1875.

H.C. Andersen og United States of America

H.C. Andersen kom aldrig til Amerika trods stor rejselyst; selv begrundede han det med en ”vandskræk”, som nok stak dybere end som så. Han længtes ikke som Tom Kristensen mod skibskatastrofer.

Men til trods for at han aldrig kom derover, fornemmede han det store lands dobbeltheder, idet kulturen var præget af både fremdrift og overfladiskhed, et modsætningspar som vi helt aktuelt skal håndtere som følge af pågående politiske proklamationer, der bygger på en løsagtig omgang med facts. HCA forudså, at amerikanerne ville overhale et Europa, som kerede sig om sin historie, og at de ville komme hertil i luftskibe og se vores verdensdel på en uge. Og helt aktuelt lider store byer i vores del af verden under masseturismen.

Sådanne markante registreringer fremgår af den interessante bog om ”H.C. Andersen i USA” (Syddansk Universitetsforlag 2025), hvori første tredjedels artikler beskriver H.C. Andersens tilstedeværelse og udbredelse i amerikansk kultur historisk og aktuelt.

Professor Karin Sanders beskriver Andersens fascination af amerikanernes fremtidstro, men også forholder sig kritisk til deres slavehandel og fordrivelse af den oprindelige befolkning.

Professor emeritus Johs. Nørregaard Frandsen beretter om Andersens betagelse af de teknologiske fremskridt, som dog endnu mangler poesi i et første afsnit og i et andet om Hollywoods, her eksemplificeret ved skuespiller Danny Kaye, overstadige dyrkelse og respektløse dyrkelse.

Professor Julie K. Allen fortæller om de ret mange HCA-monumenter, der er opstillet rundt om i USA; mange af dem blevet til på foranledning af indvandrere med danske rødder. Lektor Claus Elholm Andersen giver med eksempler fra sin undervisning på et universitet i Wisconsin et indblik i, hvordan HCA fortsat kan gøres vedkommende for unge amerikanere. Professor Poul Houe tager læseren med omkring den modtagelse, som HCAs indtog i USA blev til del. Han beskriver her blandt andet, hvordan moralsk korrekthed og puritanisme bidrag til at henvise adapterede eventyr til at være børnelitteratur. Disse fem artikler tegner et nuanceret og interessant billede af vores store digters status i USA og antyder, hvad vi får retur deroverfra.

Denne udveksling bliver speedet op i de kommende artikler, hvor mag.art. Torsten Bøgh Thomsen giver læseren et indblik i arbejdet med det særegne eventyr om ”De røde sko”, samt i amerikanske studerendes reaktioner på dette eventyr. Lektor Anne Klara Bom og PHD. stipendiat Sara Bruun Jørgensen retter blikket mod amerikanske tidlige filmadaptioner af en håndfuld af de mest ikoniske eventyr, mens professor Elisabeth Oxfeldt bringer Disneys filmene om ”Frost” og deres nye tolkninger og værdier af ”Snedronningen”, som nu skildres i økofeministisk skær.

Disse tre artikler bringer læseren på sporet af et kulturmøde, der på en gang lader os se den kendte H.C. Andersen i nyt lys og giver et stærkt indtryk af den amerikanske kultur, som i høj grad dominerer vores forbrug af medier og forbrug.

I den tredje del af bogen præsenterer professor Sven H. Rossel i et essay, der eksemplificerer med fine citater, fire oversætteres arbejder med kendte eventyr, mens cand.mag. Lise Bostrup overbevisende gør rede for de tidlige og stadigt anvendte oversættelser er blevet til på baggrund af tyske forlæg,

mens forsker og oversætter Marthe Hult giver et indblik i nogle af de overvejelser, man må gøre sig, når man skal oversætte en så sprogligt kompleks digter som HCA. Disse tre artikler giver tilsammen et godt indtryk af de hæl- og tåklip, der er forbundet med oversættelse fra dansk/germansk til engelsk/amerikansk. Dette afsnit af bogen vil efter min opfattelse være en glimrende inspiration til en tværsproglig undervisning.

”H.C. Andersen i USA”, redigeret af Claus Elholm Andersen, Johs. Nørregaard Frandsen og Torsten Bøgh Thomsen) føjer sig fint i den række af udgivelser, som kvalitativt stærkt er udkommet på det seneste, og som i mange belysninger viser digterens format. Det må stå klart, at hvis vi skulle have en litteraturkanon med kun ét navn, måtte den bestå af Hans Christian Andersen!

af Jens Raahauge, januar 16, 2026

Køb bogen her...

Andersen vokser sig endnu større

For det akademisk utrænede øje kan det udfordre at kaste sig over en udgivelse som ”H.C. Andersen ved skrivebordet” (Nord Academic 2025), hvori forskere giver et indblik i forskningen af digterens manuskripter og deres vej frem til udgivelser. Men hold da op, hvor har det været berigende at tage udfordringen op og holde ved: Andersens storhed vokser for hvert kapitel.

Professor Johnny Kondrup indleder med et kapitel om skrivestrategier og skelner mellem dem, der har hele historien i hovedet før skrivning, og dem, der skriver og retter og skriver. Vi kommer rundt om skriveprocessen ved bl.a. at se på Kierkegaard, Grundtvig og Ingemann. Med et forstår man, hvor tåbeligt det var at kræve udarbejdelse af disposition af alle.

Seniorforsker Ejnar S. Askgaard giver indblik i Andersens optegnelser i kladdehæfter og på løse blade. Lad det være en inspiration til at give elever ideen til at samle på særlige ord, vendinger og citater til senere brug på papir eller digitalt.

Seniorforsker Finn Gredal Jensen beskriver arbejdet med at klassificere manuskripterne og fører læseren ind i en forskning, hvor blæktyper og vandmærker spiller en rolle.

Endnu vildere bliver det, når fotograf Maja T. Ronnell og konservator Birgit V. Hansen bruger ny billedteknologi til at trænge ind i skrift, der ellers er ulæselig pga. tidens nedbrydning af blæk og papir. Jeg spekulerer på, hvordan man sikrer bevarelsen af nutidens digitale materialer.

Lektor Ane Grum-Schwensen beskriver H.C. Andersens skiftende arbejdsformer og hans digteriske særkender.

Dette kapitel har for mig været det lettest tilgængelige, fordi Grum-Schwensen sprogligt er en unik formidler. Derfor vil jeg foreslå læsere, der ikke er vant til akademiske skrifter, at starte her for at få mod på hele bogen og dermed de mange aspekter af Andersen-forskningen.

Historiker Holger Berg tager os med helt ind i trykkeriet og i Andersens samarbejde med de ansatte hos trykkeren, hvor han i øvrigt var venlig over for alle, høj som lav. Det er fin læsning om en rasende produktiv forfatters følgen manuskripterne til tryks med rettelser og tilføjelser frem til sidste øjeblik.

Denne første halvdel af bogen giver et fascinerende indtryk af den H.C. Andersen-forskning, der udfoldes her i landet. For mig giver det både et mere nuanceret syn på Andersen og nogle oplagte inspirationer til at berige folkeskoleelever med Andersens tilgange – til aktiv efterfølgelse, ikke for at ville gøre dem til digtere, men for at styrke deres sproglige bevidsthed og fortælleglæde.

I bogens anden del analyserer fem Andersen-kendere, Kathrine Vig Nielsen, Jacob Bøggild, Frederike Felcht, Josefine Hilfling og Helena Brezinovà tilblivelsen af syv eventyr/historier med skyldig hensyntagen til den forskning, som er beskrevet her i bogen.

Fordi jeg har overværet flere end 100 elevoplæsninger af ”Sneglen og rosenhækken”, har jeg her især hæftet mig ved de bearbejdelser, Andersen har foretaget. Og for mig tyder elevernes forskelligartede tolkninger på, at nogle tidlige tanker forbliver aktive i den endelige tekst. Måske er det min efterrationalisering, men vel ikke helt skæv.

Tak for formidling af en forskning, der gør Andersen større og dermed beriger os alle.

Af Jens Raahauge, 6. januar 2026

køb bogen her...

Nye Andersen-bøger

Det, der dybest set kanoniserer et forfatterskab, er, at det til stadighed tilføres nyt liv af nutidige forfattere, undervisere, forskere og læsere. På det seneste er der udkommet flere nye og vidt forskellige bøger om H.C. Andersen. Jens Raahauge har anmeldt tre af dem.

En anderledes Andersen
Anne-Marie Mai

En bog det er værd at slå på tromme for!

På 150-årsdagen for H.C. Andersens død bidraget professor Anne-Marie Mai til at gøre ham mere levende end længe, når hun får udgivet bogen om ”En anderledes Andersen”.

Hun går til kamp mod det ensidige billede af HCA, som ikke mindst Georg Brandes er ophav til: en forfængelig, barnlig, naragtig og behagesyg person.

I sine første artikler om HCA ser Brandes ham som en nyskabende digter, der varsler det som Brandes senere betegner som ”det moderne gennembrud”. Men efter HCAs død er det, at Georg Brandes finder de nedgørende karakteriseringer frem; i følge Anne-Marie Mai måske begrundet i den bestræbelse på at introducere en maskulinitet, som Brandes selv ønskede at være eksponent for.

De nedgørende adjektiver har klæbet til vores billede af HCA, men i undersøgelsen af nutidige kunstneres inspirationer fra HCA fremhæver Anne-Marie Mai en ganske anden side af digteren: modig, skarpsindig, miljøbevidst, normoverskridende.

Dette belyses ved præsentationer af Kim Fupz Aakeson og Signe Kjærs fortælling om hans liv ”i medgang, modgang og en masse eventyr” (2022), af Harald Voetmanns ”Quarantaine-Dagbog” (2020) fra coronadagene, af Jesper Wung-Sungs romaner i jeg-form ”Hans Christian” (2024) og ”Ungdomsforsøg” (2025), af Joakim Garffs rejsebog ”Solisterne” (2023), af novellesamlingen ”Et barn i verden” (2025), af Bjørn Rasmussens ”Forgabt” (2021), af Simon Grotrians ”Eventyrdigte” (2023), af Anastasia Nørlunds teaterfortolkning af ”Den lille havfrue” (2024) og af balletfortolkninger af samme eventyr af John Neumeier og af Kim Brandstrup.

Når jeg remser alle disse titler op, skyldes det, at Anne-Marie Mai til hver knytter iagttagelser, som vil gøre det attraktivt for enhver læser i almindelighed og enhver dansklærer i særdeleshed at kaste sin ud i den nyfortolkede Andersen og opleve, at han i den grad har noget at sige vores tid. Dette kan i øvrigt også ses ved passende tekstsammenstillinger, som det gøres af Tony Andersen og Anne Marie Christensens i bogen ”Den etiske Andersen”. Opgøret med Brandes-indsnævringen bidrager til at gøre HCA kanonisk og tidløs på Shakespeare-niveau.

Anne-Marie Mai trækker mange tråde til moderne litteraturforskning, og ikke mindst krydrer hun sin gennemgang med særdeles velvalgte citater, ja, det er måske dem, der er maddingen på krogen.

På bogens omslag er er forfatternavn, bogtitel og en lille tromme forsynet med lak på den i øvrigt smukt udformede flade. På den måde signalerer layouteren, at her er en bog, det er oplagt at slå på tromme for.

Ps.

Jeg savner måske en kort omtale af maleren Lars Ravns smukke bog om ”H.C. Andersens billedkunst”, hvori han plæderer for, at HCA er en fuldt ud så markant billedkunstner som forfatter, hvilket indtil nu har været underbelyst.

Af Jens Raahauge, august 4, 2025

I digterens skygge
- H.C. Andersens unge år
Niels Roland, Peter Snejbjerg og Ole Comoll Christensen

Der er mere i ham end det, de andre ser

I den danske sommersol gik jeg forleden en tur med mit treårige barnebarn. Han løb frem, så hans skygge blev højere end min, og han rakte sin skyggehånd ned på mit skyggehoved. Han var fascineret af skyggelegen. Om aftenen læste jeg ”I digterens skygge”, den tegneseriebog, som udkom på dagen for 150 året for H.C. Andersens død.

Her indgår, som titlen angiver, digterens betagelse af skyggen dels som en næring til fantasien og dels som en fortid, vi bærer med os. Det er tre garvede tegneserieskabere, Niels Roland, Peter Snejbjerg og Ole Comoll, der har beriget Gyldendals H.C. Andersen-ungdomsserie med dette værk, som omhandler digterens unge år.

Fortællingen indrammes af H.C. Andersens ophold i Napoli, hvor det i indledningen er så hedt, at skyggen skrumper, og fantasi og virkelighed smelter sammen, så en fattig blomstersælger associeres med en lille pige med svovlstikker. Slutscenen er derimod en sval og livfuld aften, hvor digteren drømmer om at lade sin nu lange skygge vandre med ind ad altandøre og vinduer, mens han tænker på at skrive sin livshistorie, sådan som han har lovet sin tyske forlægger.

Imellem de to Napoli-scenarier får vi beretningen om H.C. Andersens barndom og unge år i en naturalistisk streg, der kun omkring rektor Meisling, hans kone og andre letlevende kvinder glider over i karikaturen. Andersen selv er en ganske pæn dreng, befriet for den bodyshaming, som Brandes – og han selv i øvrigt – lagde grunden til.

Hans barndoms- og ungdomsforløb er kronologisk beskrevet og holdt inden for tegneseriens faste rammer. Dog lader nogle få afgørende øjeblikke sig ikke holde indespærret i en ramme; det gælder fx hans farfars gale vandring i Odenses gader, hans fars dukketeatergave, Madam Bunkeflods bogsamling, hans optræden på kongeslottet, hans afgørende oplevelser med rektor Meisling og fruen.

I den fortløbende historie træder skygger, drømmescener og silhuetter ind i hans virkelighed og lader læseren fornemme, at der rører sig mere i drengen/ynglingen end det, de andre personer ser. Der bliver leget godt med mediets sprog!

Det kan være vanskeligt at få H.C. Andersens poesi til at komme til sin ret, når sproget skal lukkes inde i bobler. Og visse steder får læseren også behov for at gnide øjne, når almindelige tegneserielydord optræder ved siden af direkte HCA-citater. Måske kunne det have løsnet lidt på stilbruddene, hvis bogen havde været forsynet med få og enkle noter, som peger fra citater og maskerede referencer til de tekster, der ligger til grund, sådan som man gjorde omkring figurerne i Annos ordløse ”Danmarksrejsen” (Høst & Søn 2005), som også havde eventyrene som tema. Dette kunne måske have forstærket vejen fra denne bog til Andersens egne eventyr, sådan som citaterne synes at lægge op til. Barndommens og ungdommens oplevelser gøres her til inspirationer for digterens digtning, og på den måde bliver begivenhederne en slags litterære fremtidsskygger, som H.C. Andersen drager frem og giver liv.

Det er lykkedes at lave en fin og sympatisk tegnet skildring af H.C. Andersens børne- og ungdomsår, men jeg er i tvivl om, hvorvidt man opdager forfatterskabsspor, fordi man kender til teksterne, eller om man bliver inspireret til at finde Andersens egne tekster.

Jeg er tilbøjelig til at mene det første, for jeg har i de senere år truffet mange børn og unge, der desværre kender meget lidt til eventyrstoffet.

Forlaget burde spore unge læsere ind på det, som gemmer sig i citaternes skygger. For det er værd at sætte øjnene i.

Af Jens Raahauge, august 20, 2025

En dissonans i denne verden
Claus Elholm Andersen

Mere (om) Andersen

Det, der dybest set kanoniserer et forfatterskab, er, at det til stadighed tilføres nyt liv af nutidige forfattere, undervisere, forskere og læsere. Derfor er H.C. Andersens forfatterskab uomgængeligt, spillevende som det fortsat er 150 år efter forfatterens død.

På det seneste har Anne-Marie Mai vist os en anderledes Andersen. Otte nutidige børne- og ungdomsbogsforfattere har bidraget til antologien Et barn i verden. I samme gyldendalske Andersen-serie er tegneserieskildringen af hans barne- og ungdomsår, I digterens skygge, udkommet. Det er dem, jeg for nylig har anmeldt her. Og nu føjer sig endnu en livgiver og øjenåbner til rækken: Andersen-forskeren Claus Elholm Andersens En dissonans i denne verden, hvori han læser og analyserer de tidlige eventyr.

Her påviser han, at H.C. Andersen intuitivt fornemmede datidens opkommende borgerskabs skrøbelige harmoni, den spirende industrialismes konsekvenser med den gryende kapitalismes dyrkelse af penge. Selv er forfatteren ikke politisk, men hans iagttagelsesevne gør hans tekster politiske og kritiske i en grad, vi har været tilbøjelige til at overse.

Dette råder Claus Elholm Andersen bod på i analyser, der inddrager et væld af forskerkollegers iagttagelser i en pejling af kompleksiteten og modsigelserne i eventyrene. Det er fornemt gjort, og det har fået mig til at genlæse de 12 eventyr, han giver et nærmere eftersyn. Og i hans lys kommer de rent faktisk til at tage sig moderne ud.

Lad mig give et par eksempler:

Kejseren har ikke noget på, men selv om det afsløres i fuld offentlighed, får det ingen konsekvenser. Magtens repræsentanter kører magtfuldt videre. Er dette ikke ganske nutidigt?

Pigen, der sælger svovlstikker, og som måske kommer fra den sundhedsskadelige fabrik, der lå tæt på H.C. Andersens værelse på Hotel du Nord, fik måske indflydelse på en arbejderbeskyttelseslov. Men kender vi alligevel fortsat til udnyttelse af arbejdskraft?

Brødrene Claus læser vi tit som udtryk for, at den lille smarte narrer den store dumme. Men læst i en kapitalistisk optik er det snarere den griske lille, der trækker et blodigt spor efter sig. Har vi for nylig set eksempler på, at ikke alle svaner er hvide?

Igennem Claus Elholm Andersens analyser får vi et blik for de mange mislyde, som H.C. Andersen virtuost spiller på med fortællerpositioner, vekslen mellem ydre og indre monolog og indlagte indfald og historier som instrumenter. Det er ganske enkelt mageløst at blive inddraget i en sådan genoplivningsproces, hvor en af litteraturforskningens ”paramedicinere” udfolder sig.

Han er knyttet til University of Wisconsin-Madison, hvor han bidrager til H.C. Andersens fortsatte liv i den del af den store verden. Hans bog, som i øvrigt er lækker og håndvenlig, er udkommet på Aarhus Universitetsforlag, som hermed bør få rusket op i den danske undervisningsverden og offentlighed, så vi kan beskæftige os lige så meget med vores store digter, som det sker i mange andre lande.

Dette er ganske enkelt en kanon bog!

Af Jens Raahauge, august 21, 2025

Til den store H.C. Andersen-medalje!

Jesper Wung-Sung modtog den 1. april 2025 den H.C. Andersen-pris og -medalje, som H.C. Andersen-Samfundet i København uddeler hvert andet år. Og det var en både ydmyg og synligt fornøjet forfatter, der takkede for hæderen med en tale, der på en og samme gang priste den store digter og vedkendte sig den store påvirkning, han udøver på Jesper Wung-Sungs forfatterskab.

Dette fremgår utvetydigt af de to bøger, der var årsagen til, at han fik prisen: Livsskildringen H.C. Andersen i billeder og romanen Hans Christian, som i øvrigt et par dage tidligere var blevet fulgt op af romanen Ungdomsforsøg.

Men også indirekte ligger HCA ofte som en særlig toning af bevidstheden, når Jesper Wung-Sung skriver. Dette gav han eksempler på i den takketale, han berigede forsamlingen med.

Hans blik for Andersen blev vakt, da han til studentereksamen i dansk trak en Klokken, som den tekst, han skulle eksamineres i. I første omgang ærgrede det ham, fordi han havde foretrukket en moderne tekst. Men efterhånden som han under forberedelsen fordybede sig i teksten, blev det mere og mere klart, at her var der tale om en forfatter af helt særlig karat.

Selvfølgelig havde han som så mange andre børn hørt nogle af de eventyr, som gør Andersen til det, Jesper Wung-Sung for prælitterær; vi kender ham, før vi selv kan læse. Men alligevel var det overraskende at opdage, hvor fræk og frisk han var som forfatter. I talen blev der givet eksempler på den særegne tegnsætning og poetisk legende ordkunst, H.C. Andersen mestrer.

Derfor sidder han i Jesper Wung-Sungs forfattersjæl. Og eksemplerne herpå var mange. Her er et par eksempler:

Ungdomsbogen Den sidste henrettelse har på titelbladet et H.C. Andersen-citat: “Alle ville til denne henrettelse. Det var en festdag.” Historien udspiller sig i Svendborg, hvor en dreng dømmes til døden for en ildspåsættelse. Og Andersen blev med skolen fragtet til en henrettelse i Skælskør. Men absurditeten træder frem, når de to begivenheder kombineres.

I billedbogen Den hvide kanin og den sorte hat, indfølende naivt illustreret af Anna Margrethe Kærgaard, mister kaninen sit hjem, da tryllekunstneren i hvis hat, den bor, dør. Efter af have halte-hoppet sig frem i livet finder den et nyt hjem i en hat, der sidder på hovedet af et fugleskræmsel; en figur, der minder meget om H.C. Andersen.

I børnebogen Guldfisken Glimmer bliver fisken tømt ud i kloarken, da pigen, der ejer den, får en kæreste, som ikke kan holde ud, at den svømmer i glasbowlen og beglor dem. Den går til bodybuilding og træder op fra kloarkens dyb, da det bliver halloween, og besøger familien, som påskønner den udklædning og byder den slik fra den bowle, som engang var den hjem. Han går grassat, men ligger senere på vejen med fare for at tørre ud. Han reddes af pigens tårer. Har vi hørt om både at blive kasseret og blive reddet af tårer før?

I Danser med virus udgav Jesper Wung-Sung den bog, som forlaget betegnede som et litterært kram til dem, der på grund af coronaen måtte gå kramløse omkring. Digtene danser sammen med nogle af H.C. Andersens papirklip.

I billedromanen Tre små kinesere sender kejseren Tjung, Tjang og Tjing til den anden side af jorden, hvor de skal finde den største digter og bringe ham til Kina. Efter mange genvordigheder, som blandt andet Homer har inspireret til, lykkes missionen. Og hvem den største digter er, er der vel næppe grund til at nævne her. Denne bog er illustreret af Otto Dickmeiss så smukt så smukt, at man blot får trang til at dunke sig på maven og råbe “P”.

Disse eksempler skal blot vise, at Jesper Wung-Sung er enestående, men ikke i ordets smalleste betydning – alenestående, for han står stedse sammen med den største digter.

Jens Raahauge

april 13, 2025

Jesper Wung-Sung modtager H.C. Andersen-Samfundet i Københavns kulturelle Fonds Pris og Medalje.

H.C. Andersen-Samfundet i København har valgt Jesper Wung-Sung som modtager af den sølvmedalje, som uddeles hvert andet år. Overrækkelsen skete i forbindelse med årets generalforsamling, hvor formanden Kirsten Dreyer motiverede valget med følgende ord:

Velkommen til uddelingen af H.C. Andersen-Samfundets kulturelle Fonds Pris og Medalje 2025.

Og hjertelig velkommen til årets prismodtager Jesper Wung-Sung.

I paragraf 1 i vedtægterne for H.C. Andersen-Samfundets kulturelle Fonds Pris og Medalje hedder det – og jeg citerer – at ”fondens formål er at fremme interessen for H.C. Andersen’s liv og værk, dels ved støtte til herhørende studier, dels ved at yde anerkendelse til betydelige indsatser på dette område, herunder tildeling af H.C. Andersen-Samfundets Pris og Medalje.”

Gennem årene har det betydet, at prisen og medaljen har været givet til en lang række litteraturforskere og skuespillere – ingen nævnt, ingen glemt, når jeg måske lige undtager Hendes Majestæt dronning Margrethe og H.C. Andersenforskningens helt store navn, som ingen, der beskæftiger sig med H.C. Andersen, kommer udenom, Helge Topsøe-Jensen. Uden hans brevudgaver og udgaver af Andersens selvbiografier, ville det være svært at sige noget om endsige skrive om H.C. Andersen. Ser man listen igennem over de talrige prismodtagere, vil man bemærke, at den aldrig er givet til en skønlitterær forfatter. Villy Sørensen modtog den ganske vist i 1993, men det var for sine nyfortolkninger af Andersens forfatterskab ikke for sine egne fiktive værker. I dag skriver vi imidlertid historie, for vi har besluttet at give den til Jesper Wung- Sung for to bøger, der begge er kommet i løbet af det seneste års tid, nemlig romanen ”Hans Christian” og livsskildringen, som den kaldes, ”H.C. Andersen i billeder”, altså et stykke fiktion og et faktuelt og biografisk værk.

Men lad mig, inden jeg kommer nærmere ind på de to værker, gå knap hundrede år tilbage til 1926, hvor det vakte sensation, da litteraturhistorikeren Hans Brix offentliggjorde en hidtil ukendt selvbiografi af H.C. Andersen, som han døbte ”H.C. Andersens Levnedsbog” og som faktisk havde ligget i den Abrahamske Manuskriptsamling på Det Kongelige Bibliotek siden 1878.

Bogen var skrevet omkring 1832 og aldrig gjort færdig, for den slutter midt i et brev fra Ingemann dateret 9. januar 1831. Her fik vi en uretoucheret beretning om H.C. Andersens barndom, rejsen til København i 1819, skolegangen i Slagelse og Helsingør og forelskelsen i Riborg Voigt.

Kirsten Dreyer hædrer Jesper Wung-Sung. Foto: Leif Lønsmann

Da H.C. Andersen skrev sin første trykte selvbiografi, der kom på tysk i 1847 og først på dansk i 1942 under titlen ”Mit eget Eventyr uden Digtning”, var han allerede en kendt forfatter og eventyrdigter i store dele af Europa og godt i gang med at skabe den myte om sig selv, som han formulerede i den første sætning, som han gentog i hans store danske selvbiografi fra 1855: ”Mit Liv er et smukt Eventyr, saa rigt og lykkeligt” – i ”Mit Livs Eventyr” blev ”lykkeligt” i øvrigt til ”lyksaligt”!

Nu har vi så fået endnu en selvbiografi af Andersen udgivet af Jesper Wung- Sung under titlen ”Hans Christian”, og pudsigt nok kom den samtidig med Joakim Garffs roman ”Solisterne” om Andersen og Søren Kierkegaards fiktive rejse til Italien i 1849, hvor Garff har ladet Andersen skrive dagbog, så vidste man ikke bedre, kunne man tro, at det var Andersen, der havde skrevet den, for vi genkender fuldstændig Andersens sprog stil. Det er anderledes med ”Hans Christian”. Den er præget af en sproglig opfindsomhed, som i øvrigt adskiller den fx fra Jesper Wung-Sungs roman om Ida Hammershøj ”Kvinde set fra ryggen”. Lad mig komme med nogle eksempler som ”benbevendt”, ”fodfærdig”, ”stofbarlig”, ”bugspark” eller ”ødseløjethed”. H.C. Andersens fiktive selvbiografi vil i allerhøjeste grad være et fund for ordbogsredaktørerne i Det danske Sprog- og Litteraturselskab og i Sprognævnet. Der er stof til en hel ordbog.

Det fremgår ikke, hvornår vi skal forestille os, at ”Hans Christian” er skrevet. Er det den unge og endnu ret ukendte Andersen, der har grebet pennen eller den berømte digter?

Det er nemlig ikke mytens Andersen vi møder, men Jesper Wung-Sungs fortolkning af Andersens selvfortolkning, vi læser. Og ikke nok med det. Det er åbenbart også et skuespil, vi er vidne til, for selvbiografien er inddelt i akter og scener, helt præcist 3 akter med 57 scener, så går vi ud fra det klassiske drama, hvor der altid er fem akter, må vi forvente en fortsættelse med den såkaldte peripeti, der rummer det afgørende vendepunkt i dramaet.

I ”Hans Christian” efterlades vi nemlig ikke som i ”Levnedsbogen” midt i et brev fra Ingemann, men i historien om Andersens ankomst til København i 1819 og hans besøg hos mosteren, der er bordelværtinde i Borgergade. Vi er dog ikke i tvivl om, at Andersen nok skal klare sig, for hvem andre end Andersen kunne finde på at skrive ”Endelig blev jeg født!” og hvem vil kunne skrive, at ”alt vil komme i tvangfri hæfter”. H.C. Andersen har kort sagt store planer, og kender man hans eventyr, og det gør vi jo alle sammen, så ser vi også, hvordan Jesper Wung-Sung har indlagt små episoder eller replikker, der peger fremad på eventyrene.

Fiktion kan være en farlig genre, når den vil beskrive historiske personer. Mon ikke mange i hvert fald i den lidt ældre generation, der har set ”Elverhøj” forestiller sig Christian IV, som han optræder i skuespillet. Og kunne vi ikke sagtens forestille os, at Andersen virkelig havde tabt de kunstige tænder, da han ville læse et digt op for Frederik VII og grevinde Danner, som det er tilfældet i P.O. Enquists ”Fra regnormenes liv”? Fiktionen ender måske en dag med at blive virkeligheden, hvis vi ikke ved bedre.

Lige præcis det opvejes med Jesper Wung-Sungs ”H.C. Andersen i billeder”. Det er ikke en humoristisk fiktiv selvbiografi men fakta, vi bliver præsenteret for, og da jeg stod med bogen i hånden, lagde jeg især mærke til undertitlen ”En livsskildring af Jesper Wung-Sung”. Der står ikke ”en biografi af Jesper Wung- Sung” men ”en livsskildring”. Når jeg hæftede mig så meget ved ordet, skyldtes det, at der er forfattere, der gerne vil give indtryk af, at de har skrevet den autoritative biografi om en eller anden. Ergo er der ikke mere at sige. Men sådan er virkeligheden jo ikke. Vi kan og vi bliver også ved at omfortolke historien, og det gjorde H.C. Andersen jo også selv, efterhånden som hans berømmelse steg og han mere og mere så sit liv i mytens skær. Ligesom Jesper Wung-Sung har betrådt nye veje med sin fiktive selvbiografi om Andersen, gør han det langt hen ad vejen også i livsskildringen. I 1925 udgav forfatteren Karl Larsen bogen ”H.C. Andersen i Tekst og Billeder”, men det er lidt af en torso, for det er ikke meget, man får at vide om de sidste tyve år af Andersens liv. Senere har vi fået et par regulære billedbøger af henholdsvis Topsøe-Jensen og Niels Oxenvad, men med Jesper Wung-Sungs bog har vi en hel livsskildring – og det er altså H.C. Andersens liv, der er i centrum, ikke en fortolkning af hans forfatterskab – hvor hvert afsnit er knyttet sammen med et billede. Den er skrevet i et moderne sprog og let læst og samtidig har jeg noteret mig, at den i mange tilfælde forholder sig til billedmaterialet, altså fortolker fx portrætter af Andersen for at få noget frem om hans personlighed eller liv, vi måske ellers ikke ville være opmærksomme på.

Og med den bemærkning vil jeg nu bede dig modtage H.C. Andersen-Samfundets kulturelle Pris og Medalje. Hjertelig tillykke!

9. april 2025

Inde i H.C. Andersens eventyrlige dobbeltheder

Jesper Wung-Sung beriger os med endnu en genoplivning af HCAs person

I 1822 udkom bogen Ungdoms-Forsøg af William Christian Walter. Bag forfatternavnet gemte sig den dengang mis- og ukendte Hans Christian Andersen, som havde konstrueret navet med henvisning til idolerne Shakespeare og Scott og med eget mellemnavn klemt ind.

Denne titel har Jesper Wung-Sung med vanlig sans for det velvalgte anvendt på romanen, der følger op på Hans Christian, der i jeg-form fortæller om H.C. Andersens barndom. Beretningen om hans ungdom fortælles logisk nok fortsat med Hans Christian som fortæller; logisk fordi den kraftpræstation, det var at leve sig ind i den krøllede barnesjæl, har alle forudsætninger for nysgerrigt at se nærmere på, hvordan drengen vil udvikle sig. Og det kommer der en roman ud af, som er lige så vellykket som forgængeren, vil jeg mene efter anden gennemlæsning.

Ved den første læsning fandt jeg indledningen en kende anstrengt med anvendelse af lidt for mange sært konstruerede ord.

Men efter en ny læsning forekom ordene ganske andersenske; et ændret syn, som måske beroede på, at jeg havde læst andre romaner mellem Hans Christian og Ungdomsforsøg. Jeg var ganske enkelt gledet ud af Jesper Wung-Sungs indlevelsesunivers, som ellers havde bjergtaget mig i Hans Christian.

Jesper Wung-Sung formår at give et troværdigt og dragende indblik i den drivkraft og den sårbarhed, som denne unge mand udvikler sig til at være i besiddelse af. Det forunderlige ved H.C. Andersens person er, at den har et ben i såvel virkelighedens som fantasiens verden; ja, mere end det: Han er mangebenet, idet han også har ben plantet på hver side af skellene mellem angst og mod, mellem følelsen af utilstrækkelighed og storhedstro, mellem blufærdighed og nysgerrighed, mellem generthed og grænseoverskridende adfærd, mellem erotik og skræmthed og mellem kærlighed og kunstens kald. I det ene kapitel efter det andet blotlægger bogens jeg springende, hudløst og naivt alle disse i væremåde og tanker i kampen for at få foden indenfor i teaterverdenen som danser, som sanger, som skuespiller og endelig som forfatter. Vejen må gå fra afslag på afslag via skolegang, dog betalt af kongen, og gryende digtning til en stormende, men umulig forelskelse i Riborg.

Her slutter ungdomsforsøgene på en måde, der antyder, at flere bind vil se dagens lys.

Og det er en glæde, for Jesper Wung-Sung har placeret sig så indsigtsfuldt i H.C. Andersens modsætningsfyldte tænke- og væremåde, at science fiction-forfattere kan gå hjem og vugge, når de spekulerer på at genoplive dinosaurer af fundne gener, eller når kvantefysikere forudser, at de på et tidspunkt vil kunne give Søren A. Kierkegaard ny gang på jorden ud fra få levninger. Det lykkes nemlig Jesper Wung-Sung her og nu at give vores store digter et liv, som ikke blot gør ham stor i sin tid, men i al tid – altså også i vores nutid, hvor mange, der surfer på sociale medier, kan få sat både spørgsmåls- og udråbstegn ved deres angst for ikke at få det hele med.

Og til dem, der ikke er net-surfere, kan der måske være en sport i at gå på opdagelse i de mange eventyrreferencer, som Jesper Wung-Sung anvender som pejlemærker i jeg’ets tanker, som om frøene til nogle af eventyrene, romanerne og operaerne bliver sået lige her.

Det er den type digterisk frihed, der virkelig får det hele til at virke troværdigt.

Jens Raahauge

Med afsæt i Andersen

I år er det 150 år siden, H.C. Andersen døde. Og den begivenhed er en oplagt anledning til at lade sig inspirere af hans eventyr; en anledning som Gyldendal har grebet ved at lade 8 forfattere af bedste karat vælge hver et eventyr, som de har mod på at skrive ovenpå.

Det er der kommet en fin samling ud af, og for at understrege relevansen for undervisning har Trine May skrevet et efterskrift, der giver ideer til arbejde med novellerne i skolesammenhæng; ideer som nok giver afsæt, men som giver god plads til dansklærerens egen ageren og dømmekraft.

De 8 noveller fortolker de temaer, som H.C. Andersen inspirerer til i eventyrene Lille Claus og store Claus, Tommelise, Den lille pige med svovlstikkerne, Grantræet, Den lille havfrue, Kejserens nye klæder, De vilde svaner og sangen I Danmark er jeg født.

Søren Jessen lader godmodige store Alf snøre den selvpromoverende lille Alf og giver god anledning til at reflektere over, hvordan vi behandler hinanden, og hvad gold magtudøvelse kan afstedkomme. Gid dog Trump ville læse med!

Susanne Munk Jensen lader en kæmpestor pige udsætte for omsorgssving, men finder til sidst en plads, hvor hun føler sig set og anerkendt; hos en hjemløs med hund.

Gid dog landets opholdssteder ville læse med!
Jesper Wung-Sung beskriver livet og døden om bord på en flygtningesejlads over noget, der kunne være Middelhavet. I skæret fra den sidste nødraket ser en overlevende lillebror sin døende mormor i det rige land. Han falder over bord. Gid dog alle Folketingets strammere ville læse med!

Mette Vedsø har skrevet en poetisk novelle om Anemone, der tror, at alt er skønnere andre steder end der, hvor hun er. Man må gribe hvert nu med det, det byder, og se med accept på sig selv. Gid dog alle SoMe-brugere ville læse med!

Malene Sølvsten har skrevet en forunderlig og mangetydig havfruehistorie, som blandt andet kan læses som et korrektiv til de undertrykkende kropsidealer, der gør tilværelsen trist for mange unge. Gid dog alle influencere og deres følgere ville læse med!

Kim Fupz Aakeson har en rigtig fupzet udgave af en forfængelig bandeleders pludselige selvindsigt, da nogle svindlere konfronterer ham med hans egen moral. Gid alle bandeledere, deres håndlangere og deres advokater ville læse med!

Mads Ananda Lodahl har skrevet et eventyr om en dreng og hans elleve søstre, der forvandles af en ond stedfar. Både det litterære greb og handlingens referencer til nutiden er oplæg til fine refleksioner. Gid alle, der vil bestemme, hvordan andre skal være, ville læse med!

Endelig har Cecilie Eken skrevet en fædrelandssang, som på forunderlig og poetisk vis forbinder os med den natur, dens planter og dyr, som vi skal leve og overleve sammen med. Vis en QR-kode får vi smuk melodi på. Efter min mening er dette bogens højdepunkt. Gid alle vil synge med!

Denne bog er en fin novellesamling, som kan give anledning til fordybelse og refleksion i undervisningen, men som også snildt kan fungere uden for klasseværelset, hvilket jeg har antydet ved at pege på andre grupper af læsere.

Denne bog er noveller til tiden, hvor H.C. Andersens eventyr er historier til altiden. Men det gør vel ikke denne udgivelse mindre væsentlig, at den forfatter, der døde for 150 år siden, er mere levende end de nuskrivende.

Med blik for Andersen

Maleren Lars Ravn lukker sin egen kunst og vores øjne op for H.C. Andersen som billedkunstner.

”Jeg håber, at denne bog vil sætte gang i processen, der peger mod en bredere forståelse af H.C. Andersen som kunstner og som menneske” ved ”at den kan være med til at åbne øjnene for, at det ikke kun er det skrevne, der undersøger verden”.

Dette håb, maleren Lars Ravn formulerer i bogen om H.C. Andersen som billedkunstner bliver til fulde indfriet, hvad angår påvisningen af billedets formåen udi undersøgelsen af verden, mens processen omkring den bredere forståelse nu er op til bogens læsere, som skal være både hårdhjertede og koldøjede for ikke at kaste sig ind i processen. Lars Ravn har gjort sit til, at synet på H.C. Andersen uvægerligt må tillægges endnu et lag – nemlig som en billedkunstner, hvis kunst peger mod strømninger, der ligger forude.

I bogen får Lars Ravn hjælp gennem to ekspertkapitler, hvori museumsinspektør, cand.mag. Niels Bjørn Friis skriver om H.C. Andersens dannelsesrejse til Italien, mens mag.art. Ejnar Stig Askgaard skriver om H.C. Andersen som billedkunstner. Bogen er blevet til i samarbejde med kunstfotograf Claus Kofoed, som også har skrevet forordet.

Men det, der har rusket i mine øjne, er Lars Ravns blik for H.C. Andersens mangeartede billedkunstneriske udtryk og teknikker i tegninger, klip, collager og de billedværker, som han skabte til venners børn.

Lars Ravn har en sjælden formidlingsevne, der så at sige tager en ved øjnene og fører ind i billederne med en kombination af indsigt og begejstring, som smitter. Læseren får blik for Andersens billedkunst, som man bliver overbevist om at have haft for lidt blik for, hvor det har udfoldet sig i skyggen af hans eventyr – fortalte for børn. (Lars Ravn grunder i øvrigt over om en tilsvarende skyggetilværelse er blevet romanerne, skuespillene og poesien til del.)

Lars Ravn har som så mange af os fået H.C. Andersen ind gennem sproget fra barnsben. Men i de seneste mange år har han været optaget af Andersens billedkunst; en fascination, der nok udspringer af deres beslægtethed i som selvlærte at vægte det folkelige, legende og frihedssøgende i den billedskabende proces. Bogen skildrer Lars Ravns mange fortolkninger af Andersens billeder, hvor han også lader et andet forbillede, maleren Paul Klee, indvirke på fortolkningerne.

Ved at se H.C. Andersens, Paul Klees og Lars Ravns’ billeder stillet til skue ved siden af hinanden, får man blik for de kunstneriske kvaliteter, som de hver især rummer. Her er tale om en øjenåbnende synergieffekt, som gør, at H.C. Andersens billedkunst er en bog, man ikke kan få nok af!

Det tjener Syddansk Universitetsforlag til ære, at de har udgivet dette forunderlige værk, som trækker H.C. Andersens billedkunst ud af skyggen og lægger alen til ham som fri, legende og autodidakt kunstner; kvaliteter som her genfindes hos fortolkeren Lars Ravn.

Jens Raahauge

Vil du høre historien igen? Den er blevet anderledes.

Jesper Wung-Sung har en helt særlig sans for at give liv til den store digter. 

Af Jens Raahauge
06. september 2024

I den landsby, hvor jeg bor, er vi 8 personer, der hver sjette uge mødes for at tale sammen om en bog vi har læst. Vi er vidt forskellige af alder og baggrund, og det er netop det berigende - også når vi på slutningen går over til at anbefale hinanden bøger. Således henledte en ung retorikstuderende min opmærksomhed på brasilianske Clarice Lispector, som har skrevet en række korte tekster, ikke kronikker er genrebetegnelsen. Bogen hedder At skrive og leve. Den er udgivet af forlaget Basilisk i 2023. 

Hun funderer et sted over, hvad hendes første læsning bestod i. Og hun erindrer en tynd bog med to korte historier om den grimme ælling og Aladdin. Ællingen giver hende identifikation, Aladdin giver hendes fantasi vinger. Og skrivning blev hendes livsvilkår. Bogen er et fascinerende bekendtskab med en stor forfatter og med skrivningens væsen.

Netop som jeg havde afsluttet læsningen af den lille samling af ikke kronikker, fik jeg fingre i den nys udgivne H.C. Andersen i billeder. En livsskildring af Jesper Wung-Sung. Gyldendal 2024.

Ved et samtale på BogForum for et par år siden gav Jesper Wung-Sung os et indblik i den skriveafhængighed, der kommer os alle til berigelse: "Jeg er kædeforfatter. jeg tænder den ene roman med den næste."

Sidste år udkom hans forunderlige Hans Christian, Politikens Forlag 2023, hvori han modigt og vellykket fortæller om den store forfatters barndom - I FØRSTE PERSON! Han har formået at leve sig ind i dette aparte barns tanker og de deraf affødte handlinger, så vi får en troværdig fortælling fra før diagnosernes epoke. Nogle af kapitlerne burde være et must i skolens litteraturundervisning, fordi vi her får den indlevelsens gave, som stemmer eventyrenes sjæle.

Under researchen til dette markante værk er forfatteren stødt på et H.C. Andersen-digt om en edderkop, hvilket tænder en billedbog med netop Edderkoppen som titel. Den er udgivet på Forlaget Fugl 2024.

Og mens denne fine børnebog har holdt tastaturet varmt, har en ny H.C. Andersen-udgivelse taget form: 100 korte tekster, der illustreret af et tilsvarende antal billeder, givet os endnu et bidrag til at oplive vores store digters livshistorie.

Denne gang fortæller Jesper Wung-Sung i 3. person, men den indlevelse, han har udvist i Hans Christian, løber som en snoet å gennem de 100 fortælling og gør hans mange gisninger om personerne omkring Andersen troværdige. Vi følger Andersens liv kronologisk, men med perspektiveringer i mange retninger, hvilket gør det fornøjeligt og levende at læse. Dertil kommer, at Jesper Wung-Sung, akkurat som i Hans Christian, må ty til en række nyskabende ord for at kunne finde en rammende beskrivelse, jo, også Wung-Sung forstår "at ryste alfabetposen".

På en sær måde kommer jeg til at tænke på Andersens egen Billedbog uden billeder, senest udgivet af Forlaget Hjulet 2021, med Lilian Brøggers fornemme illustrationer. Her passerer månen hver nat det loftsvindue, hvor en fattig kunstner sidder og afventer inspirationen. Måned fortæller de mest forunderlige historie fra forskellige steder i verden. Og akkurat sådan fungerer Jesper Wung-Sung som det himmellegeme, der i sin glæde ved H.C. Andersen og ved det at skrive har set meget af det, som ikke er os andre forundt. Men som han generøst ønsker at berige os med.

Som solen får månen til at lyse, får H.C. Andersen Jesper Wung-Sung til at skinne. Og tak, at vi andre nu får mulighed for at formidle Andersen i nyt lys!