Tidligere arrangementer

REFERAT AF GENERALFORSAMLING

Dagsorden: Referat af generalforsamling i H:C: Andersen-Samfundet i København

den 2. april 2024 kl. 19.15-20.00, Danasvej 30 B, Frederiksberg.

1. Valg af dirigent
Bestyrelsen foreslog Jens Raahauge, som blev valgt.
Dirigenten indledte med at konstatere, at generalforsamlingen var rettidigt indvarslet og dermed lovlig. Derefter blev ordet givet videre til formanden Kirsten Dreyer.

2. Beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år
Formanden gjorde rede for bestyrelsesændringerne efter sidste års generalforsamling, hvor den hidtidige formand, Claus Tilling, fratrådte af helbredsgrunde, og hvor Kirsten Dreyer ved bestyrelsens konstituering blev ny formand.

Dernæst orienterede hun om, at Samfundet får ny hjemmeside, og vores hidtidige vedligeholder, Bjarke Skovgaard, får stor tak for sit arbejde. Den nye hjemmeside udvikles af Sebastian Sztafij.

Vi skifter adresse til Dansklærerforeningen, Frederiksberg, hvor vi kan holde bestyrelsesmøder. og hvor vi får mulighed for at låne lokaler i kommunen.

Dernæst berettede formanden om årets arrangementer:

a) Årets generalforsamling og medaljeoverrækkelse til museumsinspektør Ejnar Askgaard på Restaurant Els.

b) Årets byvandring med Kirsten Dreyer i H.C. Andersens fodspor omkring Kongens Nytorv og Frederiksstaden.

c) Tilbud om billetter Jyske Operas opførelse af Ravnen, H.C. Andersens opera med musik af J.P.E. Hartmann. Inden forestillingen fik vi en guidet tur bag scenen og et oplæg af operaens instruktør Philipp Kochheim.

d) Foredrag af Lilian Brøgger, der har illustreret Andersen her og udenlands, om netop at illustrere H.C. Andersen.

Formanden afrundede med et citat af historiker og anmelder Erik Aschengreen, der betoner vigtigheden af, at landet fører en politik, der prioriterer kunst og kultur.

Formandens beretning blev tiltrådt med applaus.

3. Fremlæggelse af det reviderede regnskab
Kasserer Finn Andersen fremlagde det reviderede regnskab, som var udsendt til medlemmerne forlods.

Det var tiltrådt af de to foreningsrevisorer, Kirsten Fenger og Hans-Christian Gelf-Larsen, som fulgte op med en anerkendelse af kassererens store arbejde.

4. Fremlæggelse af det reviderede regnskab for den kulturelle fond
Samme bemærkning som ved Samfundets reviderede regnskab.

5. Fastsættelse af kontingent
Bestyrelsen foreslog uændret kontingent, 200 kr. for enkeltmedlemmer, 350 kr. for par.

Forslaget og det dertil knyttede budget blev vedtaget.

6. Valg af bestyrelse
Finn Andersen, Lars Kaaber og Jens Raahauge var på valg, og alle tre genvalgtes uden modkandidater.

7. Valg af to revisorer fra medlemsskaren
Kirsten Fenger og Hans-Christian Gelf-Larsen genvalgtes, men begge pointerede, at det var deres sidste periode. Næste år SKAL vi altså vælge nye revisorer.

8. Indkomne forslag
Præsentation af ny hjemmeside. Teknikken i lokalet svigtede, så alle medlemmer får snarest tilsendt link.

Bestyrelsen har besluttet at udnævne den hidtidige formand, Claus Tilling, til æresmedlem. Præsentationen af det diplom, som overrækkes Claus Tilling, udløste aftenens største applaus!

9. Eventuelt
Orientering om, at vi samtidigt med, at hjemmesiden starter, kommer på sociale medier, Facebook og Instagram, og på Kultunaut. Disse bestyres af Katja Gottlieb og Lilian Brøgger. Vi skal være synlige for at få flere medlemmer.

Bestyrelsen blev rådet til at lave målrettede henvendelser til relevante grupper af studerende, fx skuespilleruddannelsen, litteratur- og retorikstudierne og læreruddannelsen.

Underskrevet af referent den 02.04.2024
Jens Raahauge

GENERALFORSAMLING EFTERFULGT AF FOREDRAG AF JOACHIM GARFF OM SOLISTERNE.

Som varslet tidligere (den 04. februar 2024) afholder vi generalforsamling på Andersens fødselsdag, den 2. april 2024 kl. 19.15-20.00 på Biblioteket på Danasvej 30, Frederiksberg.

Fra kl. 20.00-21.30 er der arrangement, hvor Joakim Garff fortæller om bogen Solisterne.

Generalforsamlingen er kun for medlemmer, mens gæster kan deltage i det efterfølgende arrangement mod en entre på 50,00 kr.


Generalforsamlingen afvikles med dagsorden i henhold til vedtægterne; bestyrelsens kommentarer til de enkelte punkter fremsendes dagen efter bestyrelsesmøde den 19. marts.

Dagsorden:

  1. Valg af dirigent

  2. Beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år

  3. Fremlæggelse af det reviderede regnskab

  4. Fremlæggelse af det reviderede regnskab for den kulturelle fond

  5. Fastsættelse af kontingent

  6. Valg af bestyrelse

  7. Valg af to revisorer fra medlemsskaren

  8. Indkomne forslag

  9. Eventuelt

Forslag, der ønskes behandlet under punkt 8, bedes fremsendt til sekretæren inden den 18. marts.

Husk inden generalforsamlingen at indbetale kontingent – 200 kr. eller 350 kr. for par – på konto 9570 13187045Og anfør dit navn på indbetalingen!   

Bedste hilsner

Jens Raahauge,

sekretær

Image

Til medlemmer af H.C. Andersen-Samfundet i København. Som tidligere annonceret inviterer vi til:

Foredrag om maleren Carl Bloch

ved Peter Nørgaard Larsen

tirsdag den 12. marts kl. 19.15 – 21.30
på biblioteket Danasvej 30, Frederiksberg


bloch

I foråret 2023 havde Statens Museum for Kunst stor succes med udstillingen ”Forført” om maleren Carl Bloch (1834-90), der var en af samtidens mest populære malere ikke mindst pga. sine historiemalerier og portrætter, men efter sin død nærmest blev skrevet ud af kunsthistorien. Udstillingen betød en rehabilitering af Carl Bloch, der var en nær ven af familien Melchior og H.C. Andersen, som jævnligt fortæller om ham i sine dagbøger fra slutningen af 1860’erne, hvor de også vekslede breve. I foredraget fortæller udstillingens kurator, seniorforsker ved SMK mag.art. og ph.d. Peter Nørgaard Larsen om Carl Bloch, der bl.a. har malet et af de kendteste portrætter af H.C. Andersen og ”I et romersk Osteri”, hvor Moritz G. Melchior bl.a. optræder.

Deltagelse i arrangementet er gratis for medlemmer af H.C. Andersen-Samfundet.

Gæster er velkomne; entre 50,00 kr. som betales ved indgangen.
Der kan købes vin og vand for hhv. 25 og 10 kr. pr glas

Tilmelding til jra@dansklf.dk eller sms til 2542 1845.

Med venlig hilsen
Jens Raahauge, sekretær

Ps. Næste arrangement er generalforsamling og foredrag ved J. Garff om bogen Solisterne på Andersens fødselsdag, den 2. april 2024.

Image

Hvad H. C. Andersens farmor (måske) fortalte

Kom med Anette Wilhjelm Jahn bag om H.C. Andersen

Anette Wilhjelm Jahn er uddannet antropolog, men arbejder i dag som mundtlig forfatter og scenekunstner. Hendes afsæt er Måle Fortælleteater, som hedder sådan, fordi det blev startet i kunstnerlandsbyen Måle nord for Kerteminde, men nu har hjemsted på Østerbro. Herfra turnerer det rundt om i hele landet.

Læs mere om Anette Jahn og Måle Fortælleteater på www.jahnstory.dk

I midten af november 2023 udgav Dansklærerforeningens Forlag Den forheksede prinsesse og fyrtøjet, hvori Anette Jahn har støvet nogle af de historier op, som H.C. Andersens farmor kan have fortalt.

Hendes store research-arbejde er blevet til en billed- og undervisningsbog, der har 3.-5. klasse som målgruppe. Bogen er illustreret af Kirsten Gjerding og har forslag til eventyrlige lege og aktiviteter.

H.C. Andersen-Samfundet i København og Dansklærerforeningen inviterer til en præsentation af bogen og af tankerne bag. Bogen startede som en forestilling, og Anette Jahn præsenterer sin scenografi for os og genfortæller dele af eventyret, tager os med tilbage til sin research og går gerne i dialog med tilhørerne.

Læs mere om teatrets virke på www.målefortælleteater.dk og om hendes bøger på www.jahnstory.dk

Arrangementet finder sted:
Tirsdag den 30. januar 2024 kl. 19.15-21.30
Biblioteket, Danasvej 30, Frederiksberg (der er elevator)

Alle er velkomne. Men tilmelding nødvendig til jra@dansklf.dk Gratis for medlemmer af H.C. Andersen-Samfundet i København og Dansklærerforeningen. Gæsteentré 50 kr. som betales ved indgangen. Der kan købes vin og vand. H.C. Andersen-Samfundet i København og Dansklærerforeningens Folkeskolesektion
Image

Lillian Brøgger

En billedmager læser H.C. Andersen


Tirsdag 5. december 2023 kl. 19.00-21.30
Biblioteket, Danasvej 30, Frederiksberg (der er elevator)

“Hold op med at mishandle H.C. Andersen lød overskriften i en anmeldelse af mine illustrationer til Ole Lukøje”.
Det er mange år siden, men jeg lærte her, at man ikke ustraffet rører ved klassikerne. Andersens univers kan dog sagtens bære det - igen og igen at blive nyfortolket i billeder og andre medier. Hans eventyr og historier er så universelle, at de giver mening og dybde også i dag. Det er vel netop ved at blive billedliggjort, at Andersens univers stadig lever i bedste velgående. Selv skabte han collager, tegninger og papirklip, hvis udtryk var langt forud for hans tid.
Det har jeg ladet mig inspirere af i bogen Den fattige dreng fra Odense.

Alle er velkomne! Men tilmelding er nødvendig til jra@dansklf.dk
Gratis for medlemmer af H.C.Andersen-Samfundet i København og Dansklærerforeningen
Gæster: 50 kr. som betales ved indgangen
Der kan købes vin og vand.
Arr. H.C. Andersen-Samfundet i København og Dansklærerforeningens Folkeskolesektion

Image

Den 7. november 2023 er H.C. Andersen og J.P.E. Hartmanns trylleopera Ravnen på programmet.
Det kongelige Teater får i november besøg af Den jyske Opera, der har opsat H.C. Andersen og J.P.E. Hartmanns trylleopera RAVNEN. Vi har reserveret et antal billetter til H.C. Andersen-Samfundet i København til tirsdag den 7. november. Der er tale om orkesterpladser, hvor normalprisen er kr. 580, men hvor vi – hvis vi bliver mange nok – må betale kr. 523.

Man er velkommen til at tage en ledsager med. Forestillingen varer cirka 2½ time.
Der er introduktion til operaen i Balkonfoyeren kl. 19.00
Bindende tilmelding til Jens Raahauge hurtigst muligt (da der er run på billetterne), og senest 10. september. Derefter vil I modtage besked vedrørende betaling.

Med venlig hilsen
pbv. Kirsten Dreyer

En byvandring i H.C. Andersens fodspor

i kvarteret omkring Kongens Nytorv og Frederiksstaden

Afholdt den 21. juli 2023

En byvandring i H.C. Andersens fodspor i kvarteret omkring Kongens Nytorv og Frederiksstaden
Søndag d. 27. august 2023 kl. 13.00.
Mødested: Kongens Nytorv foran Magasin.

Den 6. september 1819 ankom H.C. Andersen for første gang til København, hvor han indlogerede sig i Gardergaarden i Vestergade, inden han gik til Det Kongelige Teater på Kongens Nytorv, der var rejsens mål. Resten af livet frem til hans død i 1875 blev hans tilværelse koncentreret omkring teatret og Kongens Nytorv, hvor han boede på skiftende adresser.

Kvarteret omkring teatret og Amalienborg er et af de bedst bevarede i København fra 1700- og 1800tallet, og her boede en lang række af Andersens venner og Guldalderens kendte kulturpersonligheder bl.a. familien Collin, madam Schall, Oehlenschläger, Heibergerne, familien Wulff og sidst men ikke mindst Frederik VI, Christian VIII og Christian IX, og i Casino i Amaliegade havde H.C. Andersen stor succes som skuespilforfatter.

Turen under ledelse af formanden Kirsten Dreyer tog omkring 1½-2 timer, hvor turen afsluttedes med eftermiddagskaffe /-te med hjemmelavet æblekage på Restaurant Vita/Piano bar (tidligere Det Gamle Apotek), St. Kongensgade 25.

Generalforsamlingsreferat 2023


Referat af generalforsamlingen i H.C. Andersen-Samfundet i København,
lørdag den 1. april 2023 kl. 13-16 på Restaurant Els, Store Strandstræde, København

Formand Kirsten Dreyer bød velkommen og benyttede lejligheden til at minde om, at vi befandt os tættest muligt på den collinske ejendom, hvor Andersen havde haft sin gang. Omgivet af de muser, som fra restaurantens vægge overvågede generalforsamlingen, tog forsamlingen fat på dagsordenen:

Valg af dirigent.
Formanden foreslog Jens Raahauge, som blev valgt uden modkandidat. Dirigenten takkede for valget og konstaterede, at generalforsamlingen var lovlig, da den var varslet for medlemmerne pr mail og evt. brev den 25. februar 2023.

Bestyrelsens beretning om foreningens virksomhed i det forløbne regnskabsår. Bestyrelsens skriftlige beretning for 2022 var udsendt forlods, og formanden havde intet mundtligt at tilføje. Beretningen blev tiltrådt.

Fremlæggelse af reviderede regnskaber for 2021 og 2022.
Dirigenten begrundede, at der forelå to regnskaber til godkendelse, ved at henvise til de problemer, der havde været som udløber af corona-tiden og bankskifte. Kasserer Finn Andersen forelagde først det reviderede regnskab for 2021, som var udsendt forlods og omdelt som bilag. Det reviderede regnskab for 2021 blev godkendt. Dernæst fremlagde kassereren det reviderede regnskab for 2022, som ligeledes var udsendt forlods og nu omdelt som bilag. Det reviderede regnskab for 2022 blev godkendt.

Kassereren benyttede lejligheden til at takke Nikolaj Ottosen-Skøtt for hans hjælp til at få udredt de problemer, der havde hobet sig op i forbindelse med coronastilstanden og bankskiftet.

Fremlæggelse af reviderede regnskaber for 2021 og 2022 for Den kulturelle Fond.
Kassererens fremlagde de to reviderede regnskaber, som begge blev godkendt.

Godkendelse af budget 2023,
herunder fastsættelse af kontingent. Kassereren fremlagde budget 2023, som indeholder et par store udgiftsposter. En opgradering af vores hjemmeside er nødvendig, ligesom den eksterne bistand til regnskabsudredningen skal honoreres. Kontingentet fortsætter uændret 200 kr. for enkeltpersoner, 350 kr. for ægtefæller.

Valg til bestyrelse.
Kirsten Dreyer og Claus Tilling er på valg. Kirsten Dreyer er villig til genvalg. Claus Tilling ønsker ikke at genopstille. Kirsten Dreyer genvalgtes. Bestyrelsen foreslog Christian Kaaber som nyt medlem af bestyrelsen. Christian Kaaber valgtes. Sekretæren afrundede punktet ved at takke Claus Tilling for den store indsats og det helt særlige engagement, han havde udvist i forhold til Samfundets arbejde. Specielt fremhævedes det 15 år lange forløb, hvor landets 7. klasser var inviteret til DM i oplæsning af H.C. Andersen-tekster, og hvor Claus Tilling lagde øre til oplæsninger, der må gøres op i tusinder, og hvor han gav hver og en retorikerens kyndige respons.

Valg af to revisorer fra medlemsskaren.
Bestyrelsen foreslog genvalg af Kirsten Fenger og Hans Christian Gelf-Larsen, som modtog dette.

Bestyrelsen opfordredes til at lave et arrangement om H.C. Andersens breve til kunstmaleren Carl Bloch. Ligeledes henledtes bestyrelsens opmærksomhed på, at Samfundet har et depot af materialer og arkivalier opbevaret hos Marina Marckmann; bestyrelsen tager kontakt for at tage depotet i øjesyn.

Endelig gjorde dirigenten opmærksom på muligheden for at købe bøger, som Samfundet kan tilbyde med medlemsrabat, herunder det seneste nummer af Anderseniana. Dernæst mindede han forsamlingen om, at Samfundet var vært ved spisningen, men at man skulle huske selv at betale for drikkevarer. Herefter erklærede han generalforsamlingen for afsluttet, takkede han for god ro og orden og gav ordet videre til formanden Kirsten Dreyer, der skulle overrække H.C. Andersen-medaljen til årets medaljemodtager: museumsinspektør, Ph.D, seniorforsker Ejnar Stig Askgaard.

Ref. Jens Raahauge, den 01.04.23

kaerlighed-image

H.C. Andersen, kærligheden & højt smørrebrød

Afholdt den 5. marts 2023

Mandag den 6. marts er det sidste frist for at tilmelde sig H.C. Andersen-Samfundets generalforsamling, som afholdes lørdag den 1. april kl. 13-16 på Restaurant Els i Store Strandstræde. Medlemmer er selvfølgelig velkomne til at deltage under alle omstændigheder.

Men ønsker du hele ”pakken”, som omfatter generalforsamling, medaljeoverrækkelse til Ejnar Stig Askgaard og hans foredrag om H.C. Andersen og kærligheden og et par stykker højt smørrebrød, så skal du tilmelde dig på forhånd – altså senest i løbet af mandag den 6. marts.

Tilmelding sker til samfundets sekretær Jens Raahauge, mail jra@dansklf.dk eller tlf. 2542 1845

(Husk, at deltagelse i generalforsamlingen forudsætter, at der er betalt kontingent på konto 9570-13187045; og husk at notere navn på indbetalingen)

Information

H.C. ANDERSEN-SAMFUNDET i København er et litterært selskab. Vi afholder arrangementer og tilbyder medlemmerne udvalgte bøger til specialpris. Desuden varetager bestyrelsen uddelingen af "H.C. Andersen-Samfundet i Københavns Kulturelle Fonds Pris".

Medlemskab

Som medlem får du mulighed for 
at deltage i vores arrangementer 
og få specielle medlemstilbud.

Bliv medlem

H C Andersen Samfundet 
Stiftet: 1936
Medlemmer: 50
Årligt kontingent:
200 kr for enlige
350 kr for par
400 kr for institutioner

Bliv medlem ->

Kontakt

Vi kan kontaktes på
Email: info@hca-samfundet.dk
Tlf.: 25 42 18 45